Kyllingen advarer Fuglsang: Risikerer at blive glemt

Jakob Fuglsang drømmer om podiet i Tour de France, men hvis han vil huskes som den store cykelrytter, han er, skal han hellere jagte en etapesejr, mener Michael Rasmussen

Hør Michael Rasmussens analyse efter gårsdagens tourstart.

Når nu denne farce om udelukkelse eller ej, der udspillede sig op til Touren med Chris Froome i hovedrollen, endelig er slut, kan man omsider studere startlisten og danne sig et fornuftigt overblik over favoritfeltet i årets udgave af verdens største cykelløb.

Øverst i hierarkiet står Chris Froome, som møder op med et skræmmende stærkt hold, og det forringer i sagens natur Jakob Fuglsangs chance for at få opfyldt sin drøm om en plads på podiet. Jeg tror på Fuglsang i top 10, men podiet når han næppe.

Jeg har meget svært ved at tro, at højst to ryttere har kørt hurtigere end ham, når feltet når Paris, og lykkes det ham aldrig at nå podiet, vil hans Tour-karriere hurtigt blive glemt.

Hvem husker, hvor mange gange den spanske toprytter Francisco Mancebo kørte i top 10 i Touren? Havde han vundet bare én stor Tour-etape, ville man have husket ham som det, han var nemlig en af de store i sporten.

Michael Rasmussen er atter i år Ekstra Bladets Tour de France-kommentator. På billedet fra sidste år hilser han på sportsdirektør Brian Holm (Quick-Step), mens hans gamle massør fra Rabobank-årene, Frank Van Den Abbeele, ser på. Foto: Claus Bonnerup.
Michael Rasmussen er atter i år Ekstra Bladets Tour de France-kommentator. På billedet fra sidste år hilser han på sportsdirektør Brian Holm (Quick-Step), mens hans gamle massør fra Rabobank-årene, Frank Van Den Abbeele, ser på. Foto: Claus Bonnerup.

Jeg får aldrig overbevist Jakob om, at han skal droppe klassementet og gå efter de sejre, der er inden for rækkevidde, men det er nu engang sådan, at hvis man vil udødeliggøre sig i sport, så skal man vinde nogle sejre. Så hvorfor ikke gå efter dem, man har en chance for at vinde?

Fuglsang har absolut kvaliteterne til at vinde etaper i Touren. Det har man, når man har vundet store bjergetaper i Critérium du Dauphiné og Romandiet Rundt.

Nogle forhold taler dog til hans fordel i år. Holdene stiller kun med otte ryttere hver, og en rytter som Fuglsang, som er vant til at klare sig selv, er mindre svækket end ryttere, der er dybt afhængige af deres hold.

Brostensetapen til Roubaix kan også vise sig at være en fordel for den danske Astana-kaptajn. Skal han noget i klassementet, skal han på denne etape trække bukserne af sine direkte konkurrenter.

Fuglsang er ikke den hurtigste på enkeltstarten, han er ikke den bedste puncheur, der kan skyde af sted på korte, stejle finalestigninger, han er ikke den hurtigste i bjergene, og han er ikke den hurtigste i spurten. Men på brostenene er han bedre end de fleste andre klassementsryttere på brostenene.

Jakob Fuglsang nyder fuld opbakning som kaptajn på Astana i år, og drømmen er en plads på podiet i Paris. Det bliver dog svært at opnå, vurderer Michael Rasmussen. Foto: AP.
Jakob Fuglsang nyder fuld opbakning som kaptajn på Astana i år, og drømmen er en plads på podiet i Paris. Det bliver dog svært at opnå, vurderer Michael Rasmussen. Foto: AP.
 

Han vinder ikke etapen, for han skal køre om kap med specialister som Peter Sagan, Greg Van Avermaet og Quick-Step-drengene, men han kan vinde tid på brostenene. Tour-favoritter som Porte, Landa og Quintana får det svært i det terræn.

Brostensetapen afslutter første tredjedel af løbet, som nøje er lagt til rette i forhold til VM i fodbold. To gabende kedelige transportetaper, nemlig fjerde og femte, afvikles de dage, hvor der spilles semifinaler i Rusland, og endnu en flad langgaber køres, når der er bronzefinale.

Nogle timer efter Tour-helvedet i Nord venter så fodboldfinalen, og derefter to uger i Tour de France med komprimeret action. Det kan ende med at blive en meget fin udgave af løbet - også selv om Fuglsang ikke ender på podiet.

--------- EKSTRA SPLIT ELEMENT ---------

 

Tre ting, jeg særligt ser frem til i år

1. Brostensetapen (9. etape). Jeg glæder mig helt sindssygt til den etape. Den bliver spektakulær og har så mange ubekendte, at det kun kan blive medrivende. Nogle kommer derfra med gevaldige sår både tidsmæssigt og fysisk, og hvis for eksempel Movistar har sat fem minutter til, vil vi i resten af løbet se angreb på enhver jordknold i forsøget på at vinde noget af det tabte tilbage.

2. De to korte bjergetaper (11. og 17. etape). Historikken viser, at når der er bjergetaper på blot 70-100 kilometer med i de store rundture, så er det dem, der viser sig at være de allermest interessante. Rytterne kører ud på så korte etaper uden frygt for distancen, og det betyder, at det bliver fuldt skrald fra start - hvilket er noget, som Jakob Fuglsang kender fra sin tid som mountainbike-rytter. Det er noget, han kan.

3. Danskerne. Fem danskere er med i år, og Søren Kragh Andersen på Sunweb er nok den af dem, der har størst chance for at vinde en etape. Jeg regner nemlig ikke med hans holdkaptajn Tom Dumoulin i klassementet. Han har kørt Giro d’Italia, hvilket slider på enhver,  men selv uden Giroen vil han ikke spille en større rolle i det selskab, han møder i Touren.

36 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere