Belgieren Tim Wellens fra Lotto-Soudal udgik søndag af Tour de France, selv om han fuldt legalt kunne være blevet peppet op med et forbudt stof og have fortsat sit ridt mod Paris. En simpel administrativ manøvre havde sikret ham en dispensation fra dopingreglerne, så han kunne have fået et skud præstationsfremmende medicin mod sin allergi.
Nu taler Fuglsang ud om holdkammerats angreb: Det var ikke okay
Lotto-Soudal har ikke oplyst, hvilket produkt Wellens afviste at søge dispensation til at indtage, men da det er et stof på den forbudte liste med øjeblikkelig effekt på allergi, er der utvivlsomt tale om kortison.
Kortison er doping fra øverste hylde ved siden af bloddoping og epo. Det er et yderst potent dopingmiddel, som i min tid var hverdagskost på både Rabobank og Team CSC. Vi brugte risikofrit stoffet ved hjælp af dispensationer til behandling af opdigtede lidelser som tennisalbue og seneskedehindebetændelse.
Wellens’ indstilling giver let det indtryk, at kortison ikke længere bruges i feltet, idet rytterne i dag er styret af etik og moral og derfor ikke udnytter de muligheder, der faktisk er til rådighed for at yde den optimale præstation.
Intet kunne være mere forkert. Faktisk kan det potente dopingmiddel bruges stort set risikofrit. Det er straffrit at bruge kortison uden for konkurrence, mens reglerne for brug i konkurrence er så vage, at der i praksis ingen begrænsning er for brug af stoffet – hvis man ellers har en forstående læge og is i maven.
Kortison har i årtier været brugt som vidundermiddel i al professionel idræt i kraft af stoffets hastige effekt på ømme, smertende led og betændelsestilstande. Det afkorter også restitutionstiden, udsætter træthedsfølelsen og medfører vægttab.
Alt sammen er nyttige virkninger, hvis man har ambition om at køre stærkt på cykel, og stoffet er følgelig på listen over forbudte stoffer.
Alligevel er stoffet altså tilgængeligt i feltet stort set efter den enkeltes behov og behag. Den eneste begrænsning er den internationale cykleunion UCI’s regel om, at man ikke må køre cykelløb i otte dage efter indtagelse af kortison. Det er her, den forstående læge kommer ind i billedet. Han skal sikre, at der er orden i datoerne, når han indsender sin rapport til antidopingmyndighederne.
Ud over at være tilladt uden for konkurrence kan kortison frit bruges til lokalbehandling – altså eksempelvis som lindrende behandling af et ømt knæ. En indsprøjtning i en ledkapsel er tilladt. Derimod er det forbudt at indsprøjte kortison i en vene eller en muskel, hvor den præstationsfremmende effekt er størst.
Her kommer så paradokset: Ingen kan se forskel! Videnskabeligt er det umuligt at skelne mellem lokal og systemisk behandling – mellem lovligt og ulovligt. Man kan altså bruge kortison præcis, som man lyster, når bare man husker at sige til dopingkontrollen, at man har fået stoffet injiceret i et led. Det er her, isen i maven kommer ind i billedet.
Når der er mulighed for at hente en enorm præstationsmæssig gevinst på denne måde, er det efter min bedste overbevisning utænkeligt, at ingen skulle gøre det. Selvfølgelig er der nogle, der gør det. Ja, kender jeg denne sport ret, er der rigtigt mange, der gør det.
Nogle gør sig den ulejlighed at søge en dispensation – en såkaldt TUE – hvilket i teorien kan skyldes, at de rent faktisk lider af et eller andet, som kortison afhjælper. Team Sky søgte TUE’er til både Bradley Wiggins og Chris Froome, hvilket kastede holdet ud i dets værste stormvejr nogensinde, da den russiske hackergruppe Fancy Bears afslørede det.
Hackerne beviste med deres afsløringer, at kortison bruges i udstrakt grad på tværs af sportsgrene. TUE’er på stribe bliver udstedt hvert år til topidrætsfolk verden over til behandling af alt fra siddesår til astma. Hvor mange, der gør brug af det potente middel uden en dispensation, ved ingen.
Men sikkert er det, at det sker med minimal risiko for afsløring.
Tour-helt langer ud efter landsmænd: - Han fortjener ikke den behandling
