MÛR-DE-BRETAGNE (Ekstra Bladet): Sikke en sejr! Sikke en rytter!
Hollandske Mathieu van der Poel leverede søndag en præstation ud over det sædvanlige, da han gav alle konkurrenterne bank og vandt på Mûr-de-Bretagne.
En nærmest voldelig kraftudladning fra Alpecin-Fenix-kaptajnen. Faktisk kørte han først over toppen begge gange, feltet passerede, hvilket i Ekstra Bladets cykelkommentator, Michael Rasmussens, optik ikke gjorde præstationen mindre:
- Der er nærmest så utænkeligt, hvad han laver i dag.
- Da han rykker første gang, tænker man, 'hvad laver han?' Og så holder han den bare kørende. Enhver anden var blevet kørt helt ud af bagklappen.
- Men han når at hive luft ind, og på sidste opstigning kører han jo tre gange, inden det lykkes til sidst, siger Michael Rasmussen, der har svært ved at beskrive præstationen.
- Det er svært at finde ord, der beskriver, hvor god han egentlig er. Det er fænomenalt, siger Rasmussen.
Han hæfter sig også ved, at der umiddelbart efter van der Poel udspillede sig en interessant duel i klassementet mellem Tadej Pogacar og Primoz Roglic.
- Det er værd at bemærke, at bag van der Poel sidder Tourens to største favoritter allerede og slås om sekunder.
- Der skal ikke mere end en kilometer stejl asfalt til, før vi har skilt de bedste fra de næstbedste. Det lover godt, påpeger han.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Dagens top
Mathieu van der Poel. Han bærer hele holdet, der jo ikke engang er et World Tour-hold, på sine skuldre.
De stoler fuldstændig på ham og bakker ham op med alt, hvad de har. Og så leverer han bare. Det er helt vildt.
Dagens flop
Geraint Thomas. Ineos har fået renset ud i deres kaptajner, så nu skal der køres for ham og Richard Carapaz.
Michal Kwiatkowski og Richie Porte laver et monsterarbejde inden og leverer ham perfekt. Men hvis man vil vinde Tour de France, er det ikke godt nok, hvis 27 mand kører fra en på en kategori 3-stigning.