Der er for alvor blevet åbnet op for godteposen i cykelverden, hvor de store løb begynder at komme i rap.
Lørdag eftermiddag blev der taget hul på det første monument i 2023, da rytterne skulle fra Milano til Sanremo.
Efter 294 hårde kilometer var det til sidst den hollandske stjerne Mathieu van der Poel, der kunne løfte armene over hovedet, da han cyklede først over stregen efter en fremragende præstation.
Ekstra Bladets cykelekspert Michael 'Kyllingen' Rasmussen gav efter etapen sit besyv på, hvorfor det endte ud som det gjorde.
- Det var et løb, hvor der blev kørt så hårdt, så der var ikke nogle tilfældigheder til sidst. Det var de absolutte storfavoritter, der kæmpede om sejren, og alt andet var sorteret fra, siger Kyllingen, der også roste Mads Pedersen og Søren Kragh Andersen for deres flotte placeringer.
- Det viser jo, at de er oppe i verdenseliten. De er bare lige ét niveau under de aller bedste.
Løbets præstation
- Dagens mand er selvfølgelig vinderen Mathieu van der Poel.
- Den præstation, han laver henover toppen på Poggio, er helt fantastisk.
- Han har kun tre sekunder ned til tre verdensstjerner, der jagter ham så hårdt hele vejen til stregen, og stadig kommer hjem alene, må man bare sige, at han har ramt den lige i røven. Han begik ikke en eneste fejl, fordi det havde der ikke været plads til.
- Et mesterværk af van der Poel må man bare sige.
Kyllingens tre gok
Med godt 30 kilometer til mål var der 5-6 ryttere, der endte i et grimt styrt, da en helle efterfulgt af et cykelstativ ikke var markeret ordentligt.
- Selvfølgelig skal sådan en mærkes ordentligt af, og det er desværre noget af det, der kendetegner når RCS arrangerer cykelløbene.
- Det sker bare ikke, når det er ASO, der står for det. Når det er Tour de France, så er der skruet helt op for sikkerheden, siger Rasmussen, der på det sportslige plan var skuffet over en ellers fremstormende stjerne.
- Jeg havde forventet noget mere af Arnaud De Lie. At han bliver sat af allerede på Cipressa, var meget overraskende.
- Der mangler den unge mand bare at få kørt nogle lange cykelture, lyder det fra eksperten, som også retter kritik af et storhold.
- Bahrain-holdet spillede enormt meget med musklerne, og så var de der alligevel ikke, når det hele spidsede til.
- Det kan de simpelthen ikke være tilfredse med.
Dagens dansker
- Det er enten Søren Kragh eller også er det Mads P, men i dag får Søren Kragh den til trods for, at han ikke holder Pogacars hjul, men hvor mange gør også lige det.
- Han er med på det vindende hold og er med til at holde van der Poel fremme og får ham afleveret.