Kyllingen: Fantastisk med samlet Tour og EM

Ekstra Bladets cykelsportsekspert, Michael Rasmussen, er ikke i tvivl om, at København både skal have Tour de France og EM - det kan blive en stor fest

Michael Rasmussen vil ikke vælge mellem EM eller Tour de France. Han synes, at det er stort,
Michael Rasmussen vil ikke vælge mellem EM eller Tour de France. Han synes, at det er stort,

Sommeren 2021 bliver unik for København. Den danske hovedstad skal huse Tour de France-starten, og der spekuleres i øjeblikket kraftigt på, om man også har kapacitet til at huse de fire EM-kampe, der på grund af coronakrisen er rykket et år.

De fire fodboldkampe - tre gruppekampe og en 1/8-finale - ligger før Tour-starten 2. juli, men det kan ikke undgås, at der kommer mange fodboldfans og cykelfans til København samtidig.

Nogle diskuterer enten/eller, mens andre snakker om både/og. Til sidste kategori hører Ekstra Bladets cykelsportsekspert, Michael Rasmussen.

Han mener ikke, at man skal give køb på nogen af delene, men i stedet få det bedste ud af dem sammen.

- Jeg synes faktisk, at vi skal være glade for, at begivenhederne ligger så tæt. I forhold til de faktiske begivenheder er det kun 1/8-finalen, der kan komme til at lappe lidt ind over Touren.

- Men der kan man se sådan på det, at man kan komme til København for at se en EM 1/8-finale og få en Tour de France-start med i prisen. Det er fantastisk med en så unik mulighed, siger Michael Rasmussen.

Han er med på, at det ikke er en let løsning, og at det kræver en hel del planlægning at få to store arrangementer afviklet inden for et par uger.

- I forhold til det praktiske, må det kunne lade sig gøre at få det løst. Som jeg ser det, kræver det kun fleksibilitet.

- Man skal i denne forbindelse bare glæde sig over at være dansker - selv om det nok bliver lidt bøvlet at være københavner. Men så lang tid drejer det sig heller ikke om.

Arrangørerne af de to begivenheder, ASO og UEFA, kræver også, at der er synlighed om deres arrangementer - og ikke kun under afviklingen. Men også det må være til at løse, mener Michael Rasmussen.

- Der er naturligvis et begrænset antal bybusser og kun en rådhusplads. Men også det må kunne løses, så alle er tilfredse, påpeger han.

UEFA har givet DBU frist til 8. maj til at svare på, om de fortsat vil være værter ved de fire udsatte EM-kampe.

Se også: Få det nu fixet, Frank

Se også: Borgmester: Landsholdet er større end Touren

 

20 kommentarer
Vis kommentarer