Kyllingen undrer sig: - Noget er gået galt

Nairo Quintana tabte tre minutter og 24 sekunder på 14. etape, der var ualmindeligt dyr for Movistar. Michael Rasmussen undrer sig over det spanske hold - og mener ikke, at Jakob Fuglsang kan tillade sig at være tilfreds efter tidstabet på Tourmalet

Michael Rasmussens analyse af 14. etape på Tourmalet

Thibaut Pinot imponerede, da han tog sejren på Tour de Frances 14. etape.

Franskmanden kørte solo over målstregen på toppen af Tourmalet, men inden da var der andre favoritter, der markerede sig anderledes negativt.

Spanske Movistar lagde et hårdt tryk på det meste af etapen, men da Tourmalets stigninger begyndte at bide fra sig, måtte deres klassementhåb Nairo Quintana strække våben. Tre minutter og 24 sekunder tabte han til Pinot og er nu syv minutter og 19 sekunder efter Julian Alaphilippe i den gule trøje.

Og noget må være gået helt galt, mener Ekstra Bladets cykelekspert, Michael Rasmussen

- Det er et udskilningsløb. Der var sindssygt hårdt tempo deropad undervejs, men Movistar fik da nærmest spillet alle deres folk af banen i dag.

- Der er et eller andet i vejen med den interne kommunikation, når de får trukket Nairo Quintana så hårdt, at han ryger af inden Marc Soler. Så er der noget, der er gået galt. Det er ikke godkendt af dem, siger Michael Rasmussen.

Mikel Landa tabte til gengæld blot 14 sekunder på dagens etape og er samlet nummer 11, mens Alejandro Valverde er bedste Movistar-rytter i klassementet på 9. pladsen.

Artiklen fortsætter under billedet..

Movistar overvurderede tilsyneladende sig selv og kørte Quintana (tv) helt ud af klassementet. Foto: MARCO BERTORELLO/Ritzau Scanpix
Movistar overvurderede tilsyneladende sig selv og kørte Quintana (tv) helt ud af klassementet. Foto: MARCO BERTORELLO/Ritzau Scanpix
 

Fuglsang kan ikke tillade sig at være tilfreds
Jakob Fuglsang gjorde det noget bedre og kom i mål som nummer ti - 53 sekunder efter Thibaut Pinot. Det bringer ham op som nummer otte i klassementet, men længere væk fra top fem. Efter etapen fortalte danskeren, at han var nogenlunde tilfreds med resultatet.

Det bør han dog ikke være.

- Han kan ikke tillade sig at være godt tilfreds med at smide så meget tid til ni ryttere. Han er over to minutter væk fra top fem - og de kører altså fra ham.

- Så kan det godt være, han rykker op i klassementet, men ambitionen om top fem er rykket længere væk, siger Michael Rasmussen, der hverken er skuffet eller imponeret over den danske præstation på Tourmalet.

- Jeg havde troet, at der ville være ti, der kørte fra ham. Der var så kun ni, men han kører, som jeg havde forventet. Han kører sikkert dårligere, end mange andre havde forventet, men han kørte, som jeg kunne analysere mig frem til på baggrund af enkeltstarten, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet..

Jakob Fuglsang så godt ud, men gik ned til sidst. Arkivfoto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT/Ritzau Scanpix
Jakob Fuglsang så godt ud, men gik ned til sidst. Arkivfoto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT/Ritzau Scanpix

- De skal angribe
Julian Alaphilippe leverede nye mirakler ved at sidde med til allersidst og lignede på et tidspunkt en mand, der også ville tage etapesejren. Den gule trøje måtte dog nøjes med andenpladsen, men til gengæld øgede han afstanden i toppen af klassementet, fordi Geraint Thomas blev sat til sidst.

Den franske puncheur er pludselig blandt favoritterne til at stå øverst på podiet i Paris næste søndag.

- Så er der jo ham manden i gult. Hvem kan true ham? For mig at se er det Thibaut Pinot og Egan Bernal, der kan rykke rundt på klassementet, for Thomas viser også svaghedstegn, siger Michael Rasmussen og forudser taktikmøde hos Ineos.

- De skal hjem og evaluere. Jeg tror, Thomas og Bernal bliver sidestillet, men de er godt klar over, at hvis de skal vinde Tour de France, så skal de til at angribe. Der er ikke flere enkeltstarter, og de ved også godt, at Geraint Thomas er sårbar. Han er kun lidt mere end et minut foran Pinot. Og Pinot er altså godt kørende på et stærkt hold.

- For første gang skal de ud og angribe for at vinde Tour de France. To minutter er ikke let at tage på Alaphilippe på nuværende tidspunkt, siger Michael Rasmussen.

Geraint Thomas viste svaghedstegn på Tourmalet. Foto: CHRISTIAN HARTMANN/Ritzau Scanpix
Geraint Thomas viste svaghedstegn på Tourmalet. Foto: CHRISTIAN HARTMANN/Ritzau Scanpix
 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

 

TOP OG FLOP


Michael Rasmussen udpeger TOP og FLOP efter hver etape. Etapevinder Pinot stjæler prisen for næsen af Jumbo-Visma, mens Romain Bardet laver hattrick på Kyllingens flop-liste.

Etapens TOP: Thibaut Pinot

Thibaut Pinot tog sejren på Tourmalet og ligger godt til i klassementet. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT/Ritzau Scanpix
Thibaut Pinot tog sejren på Tourmalet og ligger godt til i klassementet. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT/Ritzau Scanpix
 

- Det er Pinot. Det er dem (Groupama - FDJ, red.), der laver udskilningen og dem, der forcerer i dag.

- Men Jumbo-Visma viser sig også fra deres bedste side. De sad med tre mand langt op ad bjerget og kørte rigtig flot også.

 

Etapens FLOP: Romain Bardet

Romain Bardet har masser af fans, men ingen evner i årets Tour de France. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT/Ritzau Scanpix
Romain Bardet har masser af fans, men ingen evner i årets Tour de France. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT/Ritzau Scanpix
 

- Det er Romain Bardet igen, igen. Han kommer ikke gennem det her løb. Det kan jeg ikke forestille mig. Han kan heller ikke køre med om en etapesejr - det er han for ringe til. Det springer rigtig meget i øjnene.

 

Fuglsang er ikke tilfreds med fortolkningen. Foto: MARCO BERTORELLO/Ritzau Scanpix Cykling - 20. jul. 2019 - kl. 13:40 Fuglsang efter mistænkeliggørelse: - Det er skuffende

74 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere