Legende til Ekstra Bladet: Derfor kan Fuglsang vinde Tour de France

Sejren i Critérium du Dauphiné har skubbet Jakob Fuglsang flere trin op i hierarkiet i det professionelle felt, og den irske legende Sean Kelly udelukker ikke, at han kan vinde Tour de France

Jakob Fuglsang fejrer på podiet sin sejr i Critérium du Dauphiné. Richie Porte blev nummer to, mens Dan Martin (th.) blev nummer tre. Foto: All Over Press.
Jakob Fuglsang fejrer på podiet sin sejr i Critérium du Dauphiné. Richie Porte blev nummer to, mens Dan Martin (th.) blev nummer tre. Foto: All Over Press.

Takket være hans fænomenale præstation i Critérium du Dauphiné er troen på Jakob Fuglsangs formåen vokset til uanede højder i Danmark her få uger før Tour de France.

Men ikke kun set gennem danske briller er Fuglsang nu en rytter, man regner med i verdens største cykelløb. Han er virkelig vokset og har bevæget sig op i hierarkiet i favoritfeltet.

Det fastslår den irske legende Sean Kelly, som ud over at vinde de fleste af de store klassikere også vandt en Grand Tour, nemlig Vuelta a España, i sin imponerende karriere.

- Sejren i Dauphiné gør ham ikke til storfavorit i Touren, for der er masser af gutter, der har vundet løbet uden at have gjort stort væsen af sig i Tour de France, siger Sean Kelly til Ekstra Bladet.

- Men han blander sig med favoritterne helt oppe i toppen. Han er i top fem-seks, vil jeg mene. Kan han holde den exceptionelle form, han demonstrerede i de sidste tre dage af Dauphiné, ved lige, kan han vinde løbet.

Sean Kelly er fast kommentator på Eurosport og følger alle de største løb. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Sean Kelly er fast kommentator på Eurosport og følger alle de største løb. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

- Det er absolut muligt. Hvorfor ikke? Se på Tom Dumoulin (hollandsk enkeltstartspecialist, red.), som vandt Giroen. Det kan lade sig gøre, siger Sean Kelly, som dog hæfter sig ved, at Fuglsang synes at være i sin absolutte topform allerede nu.

Der er tre uger til Tour de France, og den varer tre uger med de største slag forventeligt i sidste uge. At holde sig i så god form i så lang tid kan vise sig at være Fuglsangs største udfordring, mener Kelly.

- Man kan argumentere for, at nogle af de største ikke har ramt deres bedste endnu. Spørgsmålet er, om Fuglsangs form faktisk er for god på dette tidspunkt. Spørgsmålet er, om han kan holde sig på dette niveau i mange uger endnu.

- Han kan måske holde formen ved lige og køre godt i den første uge, men kan han også det helt hen i tredje uge? Det er det store spørgsmål, siger Sean Kelly.

Han har mødt Fuglsang flere gange og har fået en indtryk af en afdæmpet og afslappet rytter, fortæller Kelly. Han havde gerne kunnet spore mere aggressivitet i danskeren, for det er en kvalitet i cykelsport.

- Vi ser ham angribe nu og da, men nogle gange skal der mere aggressivitet til, hvis man vil vinde cykelløb, og den sejr, han nu har vundet, kan måske forandre hans måde at se på verden på, siger Kelly.

Søndag kørte Jakob Fuglsang først over stregen på sidste etape af Critérium du Dauphiné og sikrede sig samtidig den samlede sejr i løbet. Foto: All Over Press.
Søndag kørte Jakob Fuglsang først over stregen på sidste etape af Critérium du Dauphiné og sikrede sig samtidig den samlede sejr i løbet. Foto: All Over Press.
 

- Nogle gange kan en rytter sidde i en favoritgruppe på et bjerg og se sig omkring og kun få øje på gutter, der har vundet Tour de France. Måske endog flere gange. Så tænker man sit og begynder at tvivle på, at man virkelig kan følge med disse fyre på det sidste bjerg.

- Nu har Fuglsang fået bevis for, at han kan slå de gutter. Hans indstilling kan være helt forandret, for hans tro på sig selv må være vokset betydeligt efter især den sidste etape i Dauphiné, hvor han kører væk fra alle, siger Sean Kelly.

- Han har helt sikkert taget store skridt fremad og opad. Det giver han utvivlsomt enorm selvtillid, og netop det kan forandre en rytter radikalt.

Fuglsang befinder sig efter Sean Kellys vurdering stadig lige under de store Tour-favoritter som Froome og Quintana, men han tættere på end nogensinde.

- I Grand Tours handler det om at være god hver eneste dag. Det handler om at være god i bjergene og god på enkeltstarten, og det handler om at have mentaliteten til at holde ud i så lang, siger Kelly.

- Få kører et Tour de France eller en Grand Tour uden at have en mindre god dag, men så gælder det om at kunne hænge på og kæmpe sig igennem og ikke miste tid.

- Fuglsang har været med i gamet i et stykke tid nu. Han er en erfaren rytter, og han har gjort det godt i Touren tidligere. Hvis man er en spillefugl, ville det være klogt at sætte lidt penge på, at Fuglsang vinder Tour de France, siger Sean Kelly.

Se også: Fuglsang parat til at forlade Astana

 

Caroline Wozniacki har tjent over 150 millioner kroner i rene præmiepenge. Senest vandt hun en turnering i Hongkong, og selvfølgelig er sponsorer som Rolex og Adidas med på billedet. Foto: AP Sport og Spil Pengenes Top 20: Caroline giver stadig drengene baghjul

 

 

40 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere