Lettet Mads P: - Sindssygt fedt

Mads Pedersen pinte sig efter alvorlige styrt gennem Tour de France for at forbedre sin chance i Danmark Rundt. Onsdag betalte det hårde slid sig

Lykkelig for omsider at have slukket sin tørst efter sejr jubler Mads Pedersen ved foden af Dybbøl Mølle onsdag. Foto: Ernst van Norde.
Lykkelig for omsider at have slukket sin tørst efter sejr jubler Mads Pedersen ved foden af Dybbøl Mølle onsdag. Foto: Ernst van Norde.

SØNDERBORG (Ekstra Bladet): Allerede på første etape af årets Tour de France, hvor Mads Pedersen sigtede efter en etapesejr, brast drømmen om at triumfere i verdens største cykelløb.

Et styrt skadede hans skulder, og flere styrt senere i løbet gjorde kun ondt værre. Løbet igennem døjede han med følgevirkningerne, som forhindrede ham i at præstere 100 procent, men den tidligere verdensmester nægtede at stå af i utide.

Fortjenesten blev udbetalt onsdag, da han sejrede på anden etape af Danmark Rundt i en overbevisende spurt op mod Dybbøl Mølle i Sønderborg.

- Det er sindssygt fedt at konstatere, at alt det arbejde, jeg lagde i at komme igennem Touren, nu betaler sig, sagde Mads Pedersen efter sejrsceremonien, hvor hans enorme popularitet tydeligt lod sig se og høre.

Konkurrenten og vennen Michael Mørkøv lykønsker Mads Pedersen med sejren på 2. etape af årets Danmark Rundt. Foto: Ernst van Norde.
Konkurrenten og vennen Michael Mørkøv lykønsker Mads Pedersen med sejren på 2. etape af årets Danmark Rundt. Foto: Ernst van Norde.

- Jeg er ikke tilfreds med bare at køre med i feltet. Jeg vil gerne kunne gøre noget og øve indflydelse på cykelløbet. Det har jeg savnet i en god del af sæsonen, så det er fedt at kunne gøre det igen.

Noget lort
- Touren giver bare så meget til formen og farten. Jeg er mere trimmet nu, end jeg var i Touren, så det har betalt sig at komme igennem løbet, sagde Pedersen og uddybede senere i et interview udsendt af hans Trek-Segafredo-mandskab.

- Det er ingen hemmelighed, at Touren var noget lort for mig. Jeg måtte kæmpe mig igennem i håb om at nå et bedre niveau i resten af sæsonen, og her viste det sig, at det var det hele værd.

Glæde i Trek-lejren efter sejren ved Dybbøl Mølle. Foto: Ernst van Norde.
Glæde i Trek-lejren efter sejren ved Dybbøl Mølle. Foto: Ernst van Norde.

- Det er dejligt at vinde igen - og især på hjemmebane, sagde Mads Pedersen.

Sejren kom i hus som følge af forbilledligt samarbejde, understregede Trek-Segafredo-kaptajnen, som på den stigende opløbsstrækning i modvind selv gjorde arbejdet færdigt.

Af nød åbnede han spurten tidligt, da Casper Pedersen (Team DSM), som han sad på hjul af i de hektiske sekunder, pludselig mistede fart. Mads Pedersen rykkede højre om og satte dermed spurten i gang.

- I det moment havde jeg ikke lyst til at stoppe og så åbne igen, sagde Mads Pedersen.

Sekunder afgør alt
- Min plan var at kommet hurtigst muligt op på siden af Groenewegen og så egentlig holde ham lidt, så han ikke ville kunne komme forbi mig langs barrieren, men måtte køre bag om mig og op på højre side.

Mads Pedersen blev modtaget med jubel af de mange cykelfans, der var mødt op i Sønderborg. Den tidligere verdensmester er en yderst populær rytter, må man konstatere. Foto: Ernst van Norde.
Mads Pedersen blev modtaget med jubel af de mange cykelfans, der var mødt op i Sønderborg. Den tidligere verdensmester er en yderst populær rytter, må man konstatere. Foto: Ernst van Norde.

- Det lykkedes heldigvis, sagde Mads Pedersen, som nu er nummer tre samlet i løbet. Han er seks sekunder efter topsprinteren Dylan Groenewegen (Jumbo-Visma) og fire sekunder efter en anden af slagsen, italieneren Giacomo Nizzolo (Qhubeka).

- Det er altid rart at slå sprintere - men i bund og grund er jeg ligeglad med, hvem jeg slår, når bare jeg vinder, sagde Mads Pedersen. 

Den store forhåndsfavorit til den samlede sejr, den belgiske komet Remco Evenepoel (Quick-Step), er fortsat i spil. Han viste onsdag formidabel styrke i finalen, hvilket gav løfte om en dramatisk kongeetape til Vejle torsdag.

Evenepoel er nummer 20 i den samlede stilling,16 sekunder efter Groenewegen.