Lidende Mads P.: - Man får sgu ondt i røven

To uger inde i Tour de France mærker vi alle sammen, at kroppen er godt brugt, men jeg begynder igen så småt at tro på, at jeg kan køre med om en etapesejr

Lidende Mads P.: - Man får sgu ondt i røven

Michael Rasmussen vurderer danskernes præstation. Se noget af den medtaget Mads Pedersens videodagbog nederst i artiklen.

Endelig nåede vi anden hviledag, og den trængte jeg til. Man kan godt mærke kroppen, når man har kørt på det her niveau i to uger, og når man som jeg så oven i købet er styrtet nogle gange og også blev ramt af en forkølelse, så er man til sidst godt flad.

Jeg er træt i benene og øm i nakken, men skal jeg være helt ærlig, så er det altså røven, der er noget af det værste. Fuck, man sidder meget på den i en Grand Tour, så man får sgu ondt i røven efter et par uger. 

Cyklen og sadlen er indstillet med millimeters præcision, og vi har det bedste tøj med bløde puder i bukserne, men der er altså et vist slid dernede, som godt kan føre til nogle kedelige bylder og sådan noget ind imellem. 

Men hele kroppen er mærket. Jeg er ikke det bedste eksempel på en tynd rytter, men vi presser alle sammen kroppen ned i vægt for at være så afpillede som muligt, og det gør os måske også mere modtagelige for sygdom. 

Allerede efter en uges tid nærmer man sig det røde felt, hvor kroppen bruger en masse energi på at reparere sig selv. Hård træning er generelt skade på musklerne, som kroppen så reparerer, og så bliver man stærkere.

I en Grand Tour, hvor man hver dag presser kroppen, når den ikke at reparere skaderne, og støder der så noget til udefra - en virus, for eksempel - så har kroppen svært ved at stå imod. Det mærkede jeg i sidste uge på Ventoux-etapen, hvor jeg sad og kæmpede med det helt nede i ‘gruppe lort’.

Jeg har niveau til mere end det, men det var så en forkølelse, der bremsede mig. Normalt regner jeg ikke en banal forkølelse for at være sygdom, men når man er i gang med et af de største sportsevents i verden, så betyder selv lidt snotnæse og ondt i halsen meget for kroppens evne til at restituere.

Fysisk er vi alle mærkede efter 15 etaper i Tour de France, hvor alting bare er større. Var det et mindre løb, kunne man nok godt hive et hæderligt resultat hjem med lidt forkølelse i kroppen, men her bliver man bare sendt bagud med det samme.

Mentalt bliver jeg også træt. Det slider, at der hele tiden er mennesker omkring mig. Jeg har ikke noget imod at være på, når jeg skal, og jeg taler gerne med medierne og er helt forberedt på at være skarp og holde fokus. Men at jeg aldrig er alene, er trættende.

Selv, når dagen er omme, og man skal sove, så er der en værelseskammerat, man skal tage hensyn til. Det eneste gode ved at blive forkølet under Touren er, at man så får enkeltværelse og ikke skal tage hensyn til nogen. Så kan man slippe en vind, når det passer en, og man kan være sig selv og snakke med dem derhjemme uden at forstyrre andre. 

Man får lige et pusterum, hvis man kan få fingre i et enkeltværelse. 

Før weekenden havde jeg afskrevet enhver mulighed for at lave et godt resultat her i Touren. Jeg havde affundet mig med, at jeg bare skulle igennem, så Touren i det mindste kunne blive afsæt til noget godt i resten af sæsonen.

Men søndag havde jeg det markant bedre, og hvis også det også de næste dage går den vej, så er jeg klar til at køre de spurter, som vi kan forvente at få. Det gælder etapen til Libourne og selvfølgelig Paris. 

Jeg vil også give den en over nakken på enkeltstarten på lørdag for at se, hvad det kan blive til. Jeg har en god fornemmelse i kroppen, og jeg tror, at I vil få en mere aktiv Mads at se i den uge, vi kommer ind i.