Løbsdirektør satser på Danmark Rundt tidligt i september

Jesper Worre håber, at der kan meldes nye datoer for PostNord Danmark Rundt ud inden for fire uger

Løbsdirektør Jesper Worre satser stadig på, at der kan køres PostNord Danmark Rundt i år. Han håber på afklaring inden fire uger. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Løbsdirektør Jesper Worre satser stadig på, at der kan køres PostNord Danmark Rundt i år. Han håber på afklaring inden fire uger. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Løbsdirektør Jesper Worre er optimist og regner fortsat med, at 2020-udgaven af PostNord Danmark bliver afviklet, selv om løbet tirsdag har meldt ud, at det ikke bliver på de oprindelige datoer i midten af august.

Der ser ud til at være plads i den Den Internationale Cykelunions (UCI) kalender i begyndelsen af september, siger løbsdirektøren.

- Der er gode muligheder for at finde en dato senere i år. Spørgsmålet er, hvor optimal den dato, vi vil blive foreslået, er for os. Vi ved, at vi ikke skal for langt ind i september, før det danske vejr ikke er så rart.

- Det foreløbige udkast fra UCI er, at der bliver travlt senere på året, men i begyndelsen af september ser det egentlig fornuftigt ud. Det er drømmen at køre der.

- Indtil videre kæmper vi, og vi snakker ikke om at aflyse, men om at finde en alternativ dato til løbet. Det er vigtigt for dansk cykelsport og talentudvikling, at vi kører, siger Jesper Worre.

Bliver løbet rykket til starten af september, kan det dog komme til at ligge oven i det udskudte Tour de France, der forventes at gå i gang 29. august og varer tre uger.

Det kan give mindre opmærksomhed, et svagere felt og potentielt færre indtægter til det danske etapeløb.

- Jo, vi kan godt risikere, at det ikke bliver under samme bevågenhed, hvis det bliver samtidig med Tour de France. Men det er hypotetisk, og normalt ville vi jo aldrig tænke tanken om at ligge samtidig med Tour de France, for det er ikke optimalt.

- Der er også andre end mig, som er inde over den beslutning, hvis det er der, vi kan køre. Vi er jo et lille land i forhold til, hvis der skulle være to store cykelløb på tv samtidig, siger Jesper Worre.

Han vil gerne have nye datoer på plads for cykelløbet omkring udgangen af maj.

- Vi håber at kunne komme med nye datoer inden for fire uger. På et tidspunkt bliver vi nødt til at kunne færdiggøre planlægningen.

- Vi følger og afventer myndighedernes udmeldinger. Det samme gør UCI, men de følger alle landes udmeldinger, så de kan lave en realistisk kalender, siger løbsdirektøren.

Selv om han er optimistisk ærgrer han sig over, at forbuddet mod offentlige forsamlinger på over 500 personer tidligst kan ophæves 1. september, så Danmark Rundt ikke kan køres som planlagt 11.-15. august.

- Vi havde en fantastisk plads i kalenderen, hvis vi havde kunnet køre i ugen inden de nationale mesterskaber og to uger inden Tour de France. Det var nogle fantastiske datoer, og det havde nogle af de helt store hold også meddelt os, siger han.

FAKTA: Bliv klogere på PostNord Danmark Rundt

Coronapandemien sætter en stopper for, at cykelløbet PostNord Danmark Rundt kan afholdes i august som ellers planlagt.

Arrangøren leder efter en ny dato senere på året.

Her kan du blive lidt klogere på det danske landevejsløb.

* Cykelløbet Danmark Rundt blev første gang kørt i 1985. Dengang under navnet Bikuben Danmark Rundt og senere Post Danmark Rundt. I 2016 skiftede løbet navn til PostNord Danmark Rundt, som det hedder i dag.

* Løbet blev ikke kørt fra 1989 til 1994.

* Jesper Worre blev den første dansker til at vinde Danmark Rundt i 1986. I dag er han løbsdirektør for løbet.

* Jakob Fuglsang er den rytter, der har vundet Danmark Rundt flest gange. Tre samlede sejre er det blevet til: 2008, 2009 og 2010. Norske Kurt-Asle Arvesen og danske Michael Valgren har vundet løbet to gange hver, mens 21 ryttere har vundet en gang hver.

* I alt har løbet 13 gange haft en dansker på podiets øverste trin. Foruden Worre, Fuglsang (3) og Valgren (2), har Kim Andersen, Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Jakob Piil, Christopher Juul-Jensen, Mads Pedersen og Niklas Larsen vundet.

* De seneste syv år har der været en dansker på podiet i Danmark Rundt. Det er sket seks gange i alt, at der ikke har været en dansker i top-3.

* Danske Matti Breschel er den rytter, der har vundet flest etapesejre i Danmark Rundt med ni. Jesper Skibby og italienske Nicola Minali har vundet næstflest med hver fem etapesejre.

* Det er også Matti Breschel, der har kørt flest dage i løbets førertrøje, selv om det aldrig er lykkedes danskeren at beholde den hele vejen til mål. Breschel har i alt kørt i førertrøjen i 12 dage, mens Rolf Sørensen har kørt 11 dage i førertrøjen.

Kilder: PostNord Danmark Rundt.

1 kommentar
Vis kommentarer