For anden gang under denne Vuelta kørte Astanas unge Miguel Ángel López først over stregen.
Og nøjagtigt som på 11. etape skete det på et bjerg, hvor den 23-årige colombianer angreb de øvrige favoritter.
Sammen med Alberto Contador (Trek-Segafredo) var han stukket af med 27 km. til mål - 27 km. opad vel at mærke.
De to samlede undervejs flere følgesvende op fra tidligere udbrud, men seks km. fra toppen af Sierra Nevada, der ligger i 2500 meters højde, kørte López selv uimodståeligt væk.
Han hentede derefter Adam Yates, som slet ikke kunne sidde på hjul, og han kom til mål med et forspring på 36 sekunder til Katusha-kaptajn Ilnur Zakarin, der selv havde angrebet i den lille favoritgruppe.
- I går fik jeg ikke gjort arbejdet færdigt. Men i dag kom jeg af sted sammen med Alberto Contador, og vi arbejdede godt sammen. Det var hårdt, for vi er højt oppe i bjergene, men jeg havde et godt forspring, der gjorde, at jeg kunne holde til mål, sagde Löpez efter sin sejr, som sendte ham op på sjettepladsen 2.51 minutter efter Froome.
Bag de to første kom Wilco Kelderman (Sunweb) ind på tredjepladsen med en manko på 45 sekunder til López.
Chris Froome kunne konstatere, at hans røde førertrøje ikke var i fare. Sky-kaptajnen tabte ganske vist 47 sekunder til López, men hentede seks på sin nærmeste rival, Vincenzo Nibali (Bahrain-Merida), der nu er 1.01 minutter efter.
Ilnur Zakarin hoppede op på tredjepladsen. Russeren er 2.08 efter Froome.
Mandag er der hviledag i Vueltaen, der bliver genoptaget tirsdag med en enkeltstart på 40,2 km.
Læs mere om Vueltaen her:
Dansk talent tæt på sejren i Vueltaen