Lotto-rytter svæver mellem liv og død

Belgieren Stig Broeckx er stadig i koma efter dramatisk ulykke lørdag. - Det kan gå alle veje, siger holdets pressechef

Lotto-Soudal-teammanager Mark Sergeant (tv.), pressechef Arne Houtekier (midt) og endnu en Lotto-medarbejder forlader lørdag klinikken, hvor Stig Broeckx blev indlagt. (Foto: Zuma Press).
Lotto-Soudal-teammanager Mark Sergeant (tv.), pressechef Arne Houtekier (midt) og endnu en Lotto-medarbejder forlader lørdag klinikken, hvor Stig Broeckx blev indlagt. (Foto: Zuma Press).

Endnu to dage efter en frygtelig ulykke i etapeløbet Belgien Rundt ligger den professionelle cykelrytter Stig Broeckx i koma på hospitalsklinikken Uniklinik RWTH i den tyske by Aachen, og han svæver fortsat mellem liv og død med blodansamlinger og forhøjet tryk i hjernen.

- Det kan gå alle veje, siger holdets pressechef, Arne Houtekier, til Ekstra Bladet mandag formiddag.

- To forhold indebærer en risiko for hans liv og helbred, nemlig to blødninger i hjernen og det faktum, at hjernen er hævet, og at hævelsen er svagt øget siden ulykken. Dog er dette inden for de rammer, hvor lægerne har tingene under kontrol.

- Der er ikke umiddelbart grund til operation, men hans tilstand er alvorlig, og stiger trykket i hjernen, må lægerne muligvis skride til operation, siger Arne Houtekier.

Pressechefen, som på timebasis står i kontakt med teamlægerne, oplyser, at ingen endnu tør spå om, hvor det hele ender for den 26-årige cykelrytter. Først og fremmest skal Broeckx holdes i live. Alt andet er sekundært, siger Houtekier.

- Paletten af muligheder er meget stor lige nu. I bedste fald rejser Stig sig fra sygesengen og kan fungere normalt - og her taler jeg ikke lige nu om cykling - og i værste fald kan vi få en meget trist afslutning, siger Arne Houtekier.

- Det er hårdt for alle os på holdet, men naturligvis i endnu højere grad for Stigs familie.

Se også: Sort uheld på festdag: Lars Bak brækker ribben og skulder

Motorcykler skyld i ulykke
Ulykken skete på tredje etape af Belgien Rundt, da Broeckx på en nedkørsel blev involveret i et styrt med omkring 20 ryttere. Styrtet opstod som følge af to ledsagende motorcykler, som i et forsøg på at passere feltet på nedkørslen kolliderede, da den forreste pludselig bremsede. Adskillige ryttere kom til skade, og etapen blev afblæst.

- Det stod øjeblikkeligt klart, at Stig havde pådraget sig en hovedskade, og han blev kørt til et neurokirurgi-center. En skanning viste, at han ikke havde pådraget sig kraniebrud, men han har knoglebrud omkring øjenhulen, sagde teamlæge Servaas Bingé i en pressemeddelelse lørdag.

Lotto-Soudal har på det seneste været hårdt ramt af alvorlige uheld. Kris Boeckmans styrtede under Vuelta a España sidste år og var nær død af sine kvæstelser, og i Kuurne-Bruxelles-Kuurne i februar blev Stig Broeckx kørt ned af en motorcykel.

Lørdag røg Broeckx altså i koma, og søndag styrtede Lars Bak i Giroen og er formentlig ude i længere tid med brud på tre-fire ribben og højre skulderblad.

Demoitie mistede livet på yderst uheldig vis (Foto: Zeus) Cykling - 28. mar. 2016 - kl. 11:08 Her er forklaringen: Sådan skete dødsulykken

1 af 2 26-årige Stig Broeckx svæver mellem liv og død efter et voldsomt styrt lørdag i Belgien Rundt. (Foto: Zuma Press).
2 af 2 Lotto-Soudal-teammanager Mark Sergeant (tv.), pressechef Arne Houtekier (midt) og endnu en Lotto-medarbejder forlader lørdag klinikken, hvor Stig Broeckx blev indlagt. (Foto: Zuma Press).
6 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere