Lydfil afslører: Mafiaen stod bag Pantanis nedtur

Det italienske medie La Repubblica er kommet i besiddelse af en lydfil, der - måske - afslører at Marco Pantani slet ikke var dopet i 1999, men at mafiaen ødelagde det for 'Piraten' 

Skal man tro en ny lydfil, som det italienske medie La Repubblica er kommet i besiddel af, så havde mafiaen mere end en lillefinger med Marco Pantanis udlukkelse fra Giro d'Italia i 1999. (Foto: AP/Peter Dejong)
Skal man tro en ny lydfil, som det italienske medie La Repubblica er kommet i besiddel af, så havde mafiaen mere end en lillefinger med Marco Pantanis udlukkelse fra Giro d'Italia i 1999. (Foto: AP/Peter Dejong)

Et af cykelsportens største mysterier klæber sig til den afdøde kongeklatrer over dem alle, Marco Pantani.

 'Piraten' blev om morgenen den 5. juni flået ud af Giro d'Italia, mens han førte løbet med få etaper tilbage. Hæmatokritværdien (antallet af røde blodlegemer, red.) blev målt til 51,9 procent, dermed var den næsten to procent højere end tilladt. Med andre ord: Italieneren var med stor sandsynlighed dopet under løbet. 

Eller var han? 

For nu er det italienske medie La Repubblica imidlertid kommet i besiddelse af en interessant lydfil, som måske afslører, at Pantani slet ikke var dopet, men i virkeligheden blev narret af en brutal, italiensk mafia, som fiflede med Pantanis blodprøver. Det skriver La Gazzetta dello Sport og en række andre medier som Velonews.

Se også: Tinkov fortryder intet: Rytterne er vilde med mine tweets

Lydfilen, som mediet fik mandag, rummer angiveligt en telefonsamtale mellem en unavngiven, mand og kvinde. Manden skal tilsyneladende være en anholdt kriminel, som har været tæt på forløbet. Samtalen lyder som følger:

- I virkeligheden skete der det, at Camorra (et magtfuldt, italiensk mafia-syndikat, red.) sørgede for at Pantani tabte Giro d'Italia... ved at bytte Pantanis blodprøver med en andens og dermed sørge for, at han blev testet positiv, sagde manden ifølge  La Gazzetta og og tilføjede:

- Det her bør komme frem, Pantanis mor bør have det at vide, lød det fra manden. Fem gange i løbet af samtalen spurgte kvinden, om det er sandt, hvad manden sagde. Og hver gang svarede han 'ja'.

Lydfilen dukker op bare et halv års tid efter, at en fængslet mafiatype ved navn Renato Vallanzasca blev afhørt i sagen, hvor man undersøgte om der var kriminelle kræfter bag Pantanis dopingprøver og efterfølgende exit fra Giroen. Her afgav Vallanzasca med sit kendskab til sagen en forklaring i retten. Manden hævdede, at en 'nøgle-mafia', angiveligt Camorra, havde udsigt til at vinde mange millioner på et væddemål om, at Pantani ville tabe Giroen i 1999. En del af den udspekulerede mafias plan var ifølge Vallanzasca 'at sørge for, at Pantani ikke kunne gennemføre løbet'.

Se også: Snu belgier snyder Sagan og snupper førertrøje

Den kyniske Camorra-mafia truede og afpressede den læge, som havde med prøverne at gøre, til at bytte de tilsyneladende negative Pantani-prøver ud med en andens, som var positive. På den måde scorede mafiaen mange væddemålsmillioner på dens forudsigelser om, at Pantani ikke ville vinde og gennemføre løbet, skriver La Gazzetta Dello Sport.    

Pantanis udelukkelse kort tid før han ventede på sin hyldest som sejrherre på podiet i Milano førte formentlig til hans totale nedtur på cyklen og i privatlivet i tiden efter. Fra den dag af gik det kun ned ad bjerget for den spinkle klatrer. Siden fik han en alvorlig depression, og nedturen kulminerede, da italieneren den 14. februar 2004 blev fundet død på et hotelværelse under, hvad der blev betegnet som 'mistænkelige omstændigheder'. På papiret hed det sig desuden, at Pantani havde taget en overdosis af et miks af kokain og noget medicin.     

Pantanis familie var overbevist om, at en tredje part sandsynligvis var skyld i Pantanis død. Men efterforskerne mente, at mange år med stofmisbrug og hans skrøbelige, mentale tilstand efter udelukkelsen fra Giroen i 99 førte til hans nedtur og senere død. 

70 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere