Lykkelig Cort efter etapesejr: Det var virkelig hektisk

Magnus Cort havde luret afslutningen på sidste etape af Paris-Nice, og det gav ham en fordel, vurderer han

Magnus Cort var lykkelig efter sin sejr i Paris-Nice. Foto: Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Magnus Cort var lykkelig efter sin sejr i Paris-Nice. Foto: Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

På en hæsblæsende sidste etape af Paris-Nice blev 28-årige Magnus Cort, der kører for EF-holdet, en af hovedrolleindehaverne.

Bornholmeren spurtede sig således til sejr foran franske Christophe Laporte fra Cofidis.

- Det var en perfekt måde at slutte på. Jeg kunne ikke være gladere, siger Magnus Cort ifølge løbets hjemmeside.

Sejren kom i hus efter en etape med flere styrt, opbrud i feltet og hidsigt tempo.

Primoz Roglic, der bar løbets gule førertrøje, var i asfalten to gange og smed den samlede sejr på gulvet. Maximilian Schachmann løb med den i stedet.

På de sidste 25 kilometer angreb ryttere på skift i hver side af vejen, men frontgruppen holdt sig samlet ind på den sidste kilometer.

Her tog Magnus Cort frontpositionen og kørte sejren hjem fra spids.

- Det var virkelig hektisk på de sidste kilometer, for der var ikke noget tog til at holde farten oppe. Man måtte selv finde sin position, siger Magnus Cort.

Etapen var udgjort af en rundstrækning, som blev kørt tre gange, og de første to gange, rytterne kørte afslutningen, havde Magnus Cort holdt godt øje med forholdene.

- Jeg vidste, den (afslutningen, red.) var hurtig, og at der var et lille sving før mål. Jeg tænkte, at hvis jeg var først igennem det sving, ville ingen kunne komme udenom mig, så jeg prøvede, og det lykkedes, siger Magnus Cort.

Søndagens sejr føjes til et cv, der i forvejen rummer én sejr i Paris-Nice, én sejr i Tour de France og tre sejre i Vuelta a Espana.

Tyske Maximilian Schachmann profiterede på Primoz Roglic' to styrt og efterfølgende kollaps på søndagens etape og endte altså med at tage den samlede sejr.

- Det var en vild dag. Jeg har blandede følelser, fordi Roglic styrtede to gange, siger Schachmann og fortæller, at feltet faktisk ventede på sloveneren efter det første styrt.

- Men så styrtede han igen. Der var et udbrud ude foran, og vi gik efter sejren. Jeg ved ikke, om jeg skal være glad. Det er ikke fedt at vinde på den måde, men det er selvfølgelig rart, for det var et mål for mig at gøre det igen, siger tyskeren.

Maximilian Schachmann vandt også Paris-Nice i 2020.