Så nåede vi til Paris, og det er lige før, at det er det bedste ved det her Tour de France. Det er bare slet ikke gået, som jeg havde håbet, og rent resultatmæssigt er det her en Tour til glemmebogen.

For mig, altså. Vingegaard tog lige en andenplads i Touren, og det er er fandeme flot, men personligt fik jeg ikke det ud af det, som jeg kom efter.

Jeg har ikke vist, at jeg har kunnet køre med i spurterne, og det var det, der var meningen. Styrt og sygdom har spillet ind, men på bundlinjen står, at jeg ikke har præsteret, hvad jeg havde forventet og håbet.  

Jeg kører på cykel for at vinde cykelløb, så når man så pludselig bare er fyld i feltet, så bliver man sgu lidt træt af det hele. Så må man lige minde sig selv om, hvorfor man stadig sidder der - at det hårde arbejde vil gavne på længere sigt.

Jeg kunne være stået af tidligere, men jeg valgte at fuldføre løbet og få de mange kilometer i benene, så Touren i det mindste kan blive afsæt til noget bedre. For mig har det drejet sig om at få det optimale ud af de tre uger her i Frankrig, så jeg er helt klar til Danmark Rundt og de løb, der kommer bagefter.

Holdets Tour har generelt heller ikke været den bedste. Bauke Mollema vandt etapen til Quillan, og det reddede Touren for os. Men helt ærligt, så er én etapesejr i Tour de France ikke nok for et hold som vores, der kommer alene for at vinde etaper.

Hvis min egen Tour ikke har været noget at skrive hjem om, så tager jeg et par andre minder med mig fra gruppettoen.

Mark Cavendish er tilbage som sprinterkonge i Tour de France, og det samme er hans vilde temperament. Jeg kender ham ikke så godt, men alle ved, at han jo er en arrig, lille satan. Det kom til udtryk i Mourenx, da han overfusede en mekaniker lige før starten, fordi der var et eller andet galt med hans cykel.

Det er ikke i orden at reagere på den måde, men det er på anden side et udtryk for, at vi ser Cavendish, når han er bedst. Han er så tændt, at det løber af med ham, og så får han ikke tænkt sig om.

Jeg havde aldrig selv gjort sådan noget, for det er synd for mekanikeren. Men hvis man trods alt - som Cavendish - er stor nok til at købe nogle øller til gutterne og sige undskyld bagefter, så skal man heller ikke gøre det til mere, end det er.

Så er der Nacer Bouhanni, som åbenbart ikke kan køre et helt Tour de France for egen kraft. Det var spøjst på Mont Ventoux-etapen, hvor han blev sat første gang nærmest i bunden, og så pludselig anden gang fem kilometer fra toppen kun var 30 sekunder bag os.

Det stank langt væk af, at han havde hængt fast i en bil på vej op. Det kostede ham en beskeden straf, som han sikkert havde kalkuleret med, og så kunne han fortsætte i løbet. Det kunne altså betale sig at snyde, mente han.

Det er fandeme ikke i orden. Alle ryttere er forskellige og har deres styrke i forskelligt terræn, men først og sidst, så skal man selvfølgelig selv træde i pedalerne, så der blev kun grædt tørre tårer i feltet, da Bouhanni stod af på 15. etape.

Hvis man leger med den tanke, at han slap gennem bjergetaperne ved at hænge fast i biler for så at vinde spurten på Champs Élysées, så ville vi fandeme være mange, der ville være pænt bitre.

Tænk sig, hvis man blev nummer to på Champs Élysées efter en, som havde fået bøde efter bøde for at hænge fast i biler i bjergene. Jeg ville have oplevet det som et kæmpe spark i løgene.

I gruppettoen sad også Chris Froome, og det var sgu lidt specielt. Uden at fornærme ham, så har Froome aldrig set godt ud på en cykel, men nu ser det værre ud end nogensinde. Han ligner en mand, der overhovedet ikke har fart i cyklen.

Det er sørgeligt at se en mand, der har vundet det her løb fire gange, sidde i ‘gruppe lort’ sammen med mig, der var syg og døjede med skader. Han sad der og led og blev nærmest sat nogle gange, når det gik opad.

Det er sgu trist. Var jeg styrtet, som han gjorde i 2019, så havde jeg takket af og taget alle de gode ting med mig fra en stor karriere. Og dog - hvis jeg fik en pose penge som den, han hiver hjem om året, så meget nok anderledes ud.

Når jeg engang slutter karrieren, er det forhåbentlig ikke denne Tour, der står allerskarpest for mig. Det skulle de kommende løb derimod gerne gøre. Det er umuligt at træne sig til det, man opnår ved at køre Touren til ende, så jeg valgte at køre hele vejen til Paris.

Jeg håber, at jeg får noget fart i benene med herfra, så jeg kan komme hjem og køre med om sejren i Danmark Rundt. Det er mit næste mål, og jeg håber, at der kommer rigtig mange danskere ud og ser cykelløb, når vi starter om nogle uger.