Magnus Cort er udtaget til Vueltaen for fjerde gang

Magnus Cort skal forsøge at gentage sidste års bedrift, hvor han vandt en etape i Vuelta a España

Magnus Cort kørte tidligere i år Tour de France. Arkivfoto: Benoit Tessier/Reuters
Magnus Cort kørte tidligere i år Tour de France. Arkivfoto: Benoit Tessier/Reuters

For fjerde gang i karrieren stiller den danske cykelrytter Magnus Cort til start i Vuelta a España, som begynder i byen Burgos lørdag.

Det oplyser EF-holdet på sin hjemmeside.

Magnus Cort har allerede kørt Tour de France i år, men han har kræfter til en grand tour mere.

EF oplyser, at Magnus Cort er udset en rolle på de fladere etaper.

Vuelta a España er et af de løb, hvor Magnus Cort har været bedst kørende i sin karriere. Han har således vundet hele tre etaper på de spanske landeveje.

De to første kom i 2016, da Magnus Cort blandt andet viste sine spurtevner på sidste etape i Madrid og kørte fra blandt andre Daniele Bennati og Gianni Meersman.

Sidste år formåede Magnus Cort at følge med alle de bedste ryttere på en kuperet etape, og i finalen kørte han i mål lige foran den senere samlede vinder, Primoz Roglic.

Han bliver en af få danskere i årets udgave af Vuelta a España. I skrivende stund er Andreas Kron fra Lotto Soudal den eneste anden dansker, der officielt er udtaget.

Mads Würtz Schmidt har tidligere på året udtalt, at han skal køre løbet, men Israel Start-Up Nation har endnu ikke offentliggjort sit hold.

Vuelta a España bliver lørdag indledt med en enkeltstart på 7,1 kilometer i Burgos. Magnus Cort har i 2021 vist gode takter i disciplinen, så måske har vi en dansker i den røde førertrøje efter første dag.