Mandefald inden start? Sådan ser det ud for de danske Tour-ryttere

Tour de France står for døren, og holdene begynder så småt at sætte navne på rytterne. Ekstra Bladets cykel-ekspert, Michael Rasmussen, har kigget i krystalkuglen og kommer med et bud på, hvilke danskere, der står på startstregen i Düsseldorf 29. juni

Der er kun halvanden uge til at Tour de France starter i Düsseldorf. Tre danske ryttere er klar til start - med lidt held får vi en eller to mere. Foto: AP/Christophe Ena
Der er kun halvanden uge til at Tour de France starter i Düsseldorf. Tre danske ryttere er klar til start - med lidt held får vi en eller to mere. Foto: AP/Christophe Ena

Michael Valgren, Astana -Tour-klar

Michael Valgren er meldt klar til Tour de France. Det bliver hans tredje start. Foto: Jonas Olufson
Michael Valgren er meldt klar til Tour de France. Det bliver hans tredje start. Foto: Jonas Olufson

- Han har været sikker mand hele året, og han har før vist, at han kan klare et tre ugers etapeløb.

- Hans opgave bliver i første omgang at passe på sine to kaptajner, men han har også annonceret, at han vil gå efter en etapesejr. Men jeg kan ikke se, at der er mange etaper, der ligger til ham.

- Der er groft sagt sprinteretaper og bjergetaper - ikke mange i decideret Valgren-terræn. Måske kan han håbe på noget mellem Pyrenæerne og Alperne.

Jakob Fuglsang, Astana - Tour-klar

Jakob Fuglsang bliver kaptajn for Astana. En rolle, han deler med italienske Fabio Aru. Foto: Imago/All Over Press
Jakob Fuglsang bliver kaptajn for Astana. En rolle, han deler med italienske Fabio Aru. Foto: Imago/All Over Press

- Han er kaptajn med Fabio Aru, og de finder ud af på 5. etape på Planche des Belles Filles, hvem der er bedste mand. Og så bliver det hierarkiet.

- Men selv om Jakob er bedst der, så har det altid været bedst at være italiener på det hold. Det kan være, at han kommer til at kæmpe med det.

- Vi skal dog lige slå koldt vand i blodet, inden vi udnævner ham til Tour-favorit. Men han har en god mulighed for at køre om 5.-10. pladsen.

Lars Bak, Lotto-Soudal -Tour-klar

Der er stabilitets-garanti, når Lars Bak stiller op i Tour de France. Foto: Claus Bonnerup
Der er stabilitets-garanti, når Lars Bak stiller op i Tour de France. Foto: Claus Bonnerup

- Lars er en garant for holdets sprinter André Greipel, og han er garant for at føre i hundredvis af km, hvis man vil have ham til det.

- Han kender fuldstændig sin plads på holdet og i feltet, og han ved, hvad han skal gøre, og hvornår han skal gøre det.

- Det er derfor, han er med på holdet. Han falder simpelthen aldrig igennem. Han er en god, stabil arbejdskraft.

Christopher Juul-Jensen, Orica-Scott - på vippen

Slideren Christopher Juul-Jensen er Tour-reserve for Orica. Foto: Claus Bonnerup
Slideren Christopher Juul-Jensen er Tour-reserve for Orica. Foto: Claus Bonnerup

- Han kørte Giroen, og så er det ikke altid en god idé at køre Tour de France. Han er med i bruttotruppen, men ikke umiddelbart blandt de ni, der stiller til start.

- Men det er altså også efterhånden et ret stærkt hold at skulle finde plads på. De har ikke problemer med at finde ni mand.

- Men som altid mangler man at køre de nationale mesterskaber, og der kan jo falde en og brække et kraveben. Og så er Juul-Jensen en god indskifter.

Jesper Hansen, Astana - på vippen

Jesper Hansen måtte tage tidligt hjem fra Schweiz Rundt, og det er usikkert, om han er med i Astanas Tour-planer. Foto: Imago/All Over Press
Jesper Hansen måtte tage tidligt hjem fra Schweiz Rundt, og det er usikkert, om han er med i Astanas Tour-planer. Foto: Imago/All Over Press

- Ham kunne jeg godt tænke mig at se. Hvis han er med, har Fuglsang en loyal medhjælper, og det kan tippe magtforholdet i hans favør. for Fuglsang ville det være et godt signal at sende.

- Jesper har dog også kørt Giroen, og så er der også det nationale puslespil. For der skal nok være plads til både et par kasakhere og et par italienere. Og Luis León Sánchez. Så det er et spørgsmål, om der overhovedet er plads. Han kan blive fanget af et forkert pas.

Søren Kragh-Andersen, Team Sunweb - på vippen

Søren Kragh-Andersen er en dark horse. Han har kørt fremragende på det seneste og må være inde i billedet. Foto: Claus Bonnerup
Søren Kragh-Andersen er en dark horse. Han har kørt fremragende på det seneste og må være inde i billedet. Foto: Claus Bonnerup

- Ham vil jeg faktisk give en 50/50-chance for at komme til Touren. Også selv om han aldrig har kørt en Grand Tour før. Men han har gjort det rigtig fornuftigt i denne sæson og også på det seneste med flere flotte placeringer i Ster ZLM Tour.

- Skulle han gå hen og blive dansk mester, så tror jeg, at han automatisk ryger med i Tour-puljen - også fordi han passer godt ind i Sunwebs setup, hvor de kører for Michael Matthews.

Matti Breschel, Astana - ikke Tour-klar

Det ligger ikke i kortene, at Matti Breschel kommer til at tage en Tour-plads for Astana. Foto: All Over Press
Det ligger ikke i kortene, at Matti Breschel kommer til at tage en Tour-plads for Astana. Foto: All Over Press

- Det ville være meget overraskende at se ham i Touren. Med de ambitioner, de har på holdet, så passer Matti dårligt ind.

- Han er ikke længere blandt de hurtigste. Der er ikke brosten til ham. Han er ikke god op ad bakke, og han er ikke meget for at få vind på næsen.

- Så den plads, han kan udfylde, kan en fra Kasakhstan groft sagt også udfylde. Og så bliver det jo nok en derfra, der får valget.

Michael Mørkøv, Katusha-Alpecin - ikke Tour-klar

Michael Mørkøv blev noget overraskende vraget til årets Tour. Foro: Claus Bonnerup
Michael Mørkøv blev noget overraskende vraget til årets Tour. Foro: Claus Bonnerup

- Det er overraskende, at holdet har meldt ud, at han ikke skal køre. Den rigtige forklaring på det får vi måske aldrig, men man kan jo gætte på, at det er fordi, Alexander Kristoff gerne vil væk - men han er trods alt stadig så stor dark horse til etapesejre, at de ikke kan komme uden om ham.

- Det er svært at gennemskue, hvad der er sket. Men måske vil holdet hellere investere lidt mere i den unge Rick Zabel, der jo kan det samme som Mørkøv - og der alt andet lige er mere fremtid i.

Magnus Cort, Orica-Scott (Ikke Tour-klar)

Magnus Cort kunne være et sjovt dansk  pust i Touren. Men det er ikke så sandsynligt. Foto: Imago/All Over Press
Magnus Cort kunne være et sjovt dansk pust i Touren. Men det er ikke så sandsynligt. Foto: Imago/All Over Press

- Cort havde en forrygende start på sæsonen med et par sejre, men var så uheldig at brække kravebenet sidst i april, og han er først lige kommet tilbage.

- Han beviste med en god enkeltstart i Schweiz Rundt, at formen er nogenlunde, men det er langt fra ensbetydende med en billet til Touren på Orica, hvor også Simon Gerrans og Daryl Impey kan lidt det samme.

- Selv om han kunne være sjov at have med, så satser holdet på klassementet med Esteban Chavez og Simon Yates, og det er meget mere sandsynligt, at Cort skal køre Vueltaen, hvor han gjorde det så fremragende sidste sæson.

Mads Würtz Schmidt, Katusha-Alpecin - ikke Tour-klar

Mads Würtz Schmidt har for så vidt kørt en flot sæson. Men det kaster næppe en Tour-debut af sig. Foto: Imago/All Over Press
Mads Würtz Schmidt har for så vidt kørt en flot sæson. Men det kaster næppe en Tour-debut af sig. Foto: Imago/All Over Press

- Det er et longshot med Würtz Schmidt. Han har haft en rigtig flot sæson som neopro, ingen tvivl om det. Men det ville være en kæmpe overraskelse at sende ham ud i sådan en opgave inden at have testet ham af i Giroen eller Vueltaen. Det er typisk den vej, men lige skal have været inden Touren.

- Det er ikke en spejdertur, og han skal nok lige lære at bygge en bivuak inden.

Mads Pedersen, Trek-Segafredo - ikke Tour-klar


- Han kom igennem Giro d'Italia, og det gjorde han rigtig fint. Han har i mellemtiden fejret sin lillebrors studentereksamen og kørt stjerneløb i Roskilde. Og nu skal han til de nationale mesterskaber og det kan han så hygge sig med.

- For Trek-Segafredo drejer Touren sig udelukkende Alberto Contador og at sætte et hold sammen af folk, der kan køre i bjerge. Og så lidt om at få  en etapesejr med John Degenkolb.

Se også: Valgren klar til Touren: Her er hans mål for løbet

Se også: Dansk Tour-chok: Mørkøv droppet til Touren

Se også: Intern uro kan sende dansker mod ny arbejdsgiver

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere