Martinez overrasker i Paris-Nice

Daniel Felipe Martinez var klart stærkest i afslutningen på kongeetapen, hvor han slog Miguel Ángel López

Kongeetapen i Paris-Nice endte i en colombiansk duel. Foto: Ritzau Scanpix
Kongeetapen i Paris-Nice endte i en colombiansk duel. Foto: Ritzau Scanpix

I en colombiansk spurtduel på Col de Turini tog unge Daniel Felipe Martínez en overraskende sejr på 7. etape af Paris-Nice.

22-årige Martínez rykkede uimodståeligt fra landsmanden Miguel Ángel López på de sidste par hundrede meter og tog karrierens hidtil største triumf.

Den colombianske fest blev total, da Teams Skys kæmpetalent Egan Bernal samtidig tog den gule førertrøje fra holdkammeraten Michal Kwiatkowski.

På tredjepladsen ligger også en colombianer i skikkelse af Nairo Quintana, mens andenpladsen indtages af belgieren Philippe Gilbert. Bernal har henholdsvis 45 og 46 sekunder ned til dem.

En stor gruppe på næsten 40 ryttere kom afsted i et udbrud, som Sky ikke havde interesse i at bruge kræfter på at hente.

Den store gruppe fik et forspring på mere end seks minutter, og i front spillede danske Magnus Cort en stor rolle som hjælperytter for Miguel Ángel López.

Omkring 23 kilometer fra mål var tanken tom hos hårdtarbejdende Cort, så hans colombianske kaptajn skulle jagte sejren på egen hånd på sidste bjerg.

López sad i finalen på de sidste kilometer op til målet i La Bollène-Vésubie sammen med Simon Yates, Nicolas Edet og Daniel Felipe Martínez.

De fire angreb hinanden på skift hele tiden, og det var umuligt at aflæse, hvem der var stærkest.

På den sidste kilometer rykkede Martínez, og kun landsmanden López kunne følge med, men det var Education First-rytteren, som var stærkest.

På de sidste 100 meter rykkede han igen, og López kunne slet ikke sidde med. Martínez var i mål otte sekunder foran López.

Løbet slutter søndag med en etape på blot 110 kilometer omkring Nice, men der er igen seks stigninger på menuen.

Se også: Fuglsangs brøler koster sejr

Se også: Viviani slår Sagan på stregen i Tirreno

Se også: Irsk sprinter snupper anden etapesejr i Paris-Nice

0 kommentarer
Vis kommentarer