Medie-bombe: Chris Froome udelukket af Tour de France

Ifølge Le Monde er briten blevet kylet ud af årets Tour - Team Sky har prompte appelleret

Chris Froome er eftersigende udelukket fra årets Tour de France. Hør hvad tidligere cykelrytter Michael Rasmussen tænker om det.

Det er en regulær bombe, den franske avis Le Monde netop har fyret af: Ifølge det super seriøse medie har Tour de France-ejeren ASO meddelt Team Sky, at den kenyansk fødte brite ikke får lov til at stille op i årets tur. Den besked falder blot seks dage inden, årets tour fyres af næste lørdag.

Nyheden er foreløbigt hverken be- eller afkræftet fra arrangørside, men ifølge Le Monde er arrangørerne altså blevet oplyst om, at briten er bandlyst ved sommerens helt store cykelbegivenhed.

Le Monde forklarer, at ASO ifølge paragraf 28 i lovbøgerne har uindskrænket ret og forpligtelse til at udelukke rytteren, der vil skade løbets image og rygte.

Ifølge Le Monde har Team Sky øjeblikkeligt appelleret til franske olympiske komité, der ifølge avisen har kaldt parterne til høring på tirsdag – blot fire dage før, starten på årets tour fyres af næste lørdag.

Den 33-årige brite ender nu med IKKE at få lov til at starte togtet mod sin femte Tour-triumf, hvis han taber Team Sky’s appel tirsdag ved den franske høring.

Han har haft lov til at fortsætte overskrævs på raceren trods det faktum, at han i 2017-udgaven af Vuelta a Espana ved dopingkontrol overskred grænsen for, hvor meget salbutamol, den benede krop må indeholde.

Amaury Sport Organization (ASO) henholder sig som nævnt til reglementets paragraf 28, hvor organisationen udtrykkeligt præciserer sin ret til at afvise deltagelse – eller ligefrem ekskludere ryttere og hold– fra begivenheden, hvis deres deltagelse kan være til skade for løbets image eller belaste ASO’s renomme.

Salbutamol er et middel, der primært skal hjælpe astmatikere og oftest indtages via inhalator. Virkningen skal være, at det får muskulaturen i åndedrætssystemet til at slappe af og dermed gøre det lettere at ånde. Stoffet er ikke i sig selv ulovligt, men Chris Froome havde det dobbelte af maksimalgrænsen i sin krop, da han blev testet.

Den internationale cykelunion (UCI) har behandlet den langstrakte sag, der åbenlyst bliver kompliceret af, at Team Sky også er ganske pænt rustet på advokatfronten.

- Sagen er meget mere kompleks end andre, og måske har Froome flere midler til at demonstrere kompleksiteten, hvor andre måske ville have trukket sig tilbage, fordi det var umuligt at fortsætte de besværlige procedurer, sagde UCI-præsident David Lappartient ifølge cyclingnews i starten af juni til Le Parisien. Han forventede på det tidspunkt ikke, at UCI ville nå frem til en afgørelse inden Tour-starten.

Nu har arrangørerne så i stedet satset butikken med henvisning til deres regelsæt, der så kommer til test på tirsdag, når Team Sky skal snakke holdets og Chris Froomes sag i den franske komité.

Se også: Storhold raser mod Tour-legende: Det er uansvarligt!

Se også: Bryder løfte: Froome kører Tour de France uden afgørelse

Se også: Chris Froome vinder Giro d'Italia

1 af 2 Chris Froome vandt Giro'en, men den dopingmistænkte brite har længe været truet med ikke at få et startnummer i årets tour. Foto: AP
2 af 2 Chris Froome får ifølge Le Monde ikke lov at stille op i Tour de France. Foto: AP
232 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere