Medie: Dansk Tour-stjerne i konflikt med eget hold

Søren Kragh Andersen er kommet i modvind hos sin arbejdsgiver, da han og Team DSM er uenige om et teknisk relateret spørgsmål på enkeltstartcyklen

Søren Kragh Andersen blev en af Tourens helt store oplevelser i 2020, da han vandt to forrygende etapesejre for Team Sunweb. Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix
Søren Kragh Andersen blev en af Tourens helt store oplevelser i 2020, da han vandt to forrygende etapesejre for Team Sunweb. Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix

Søren Kragh Andersen er angiveligt endt i en konflikt med sit eget hold Team DSM.

Det skriver Het Nieuwsblad.

Ifølge det belgiske medie drejer problemet sig om danskerens position på enkeltstartscyklen.

Her har den 26-årige stjerne haft ønske om at kopiere sin stilling på cyklen fra sidste sæson, hvor mandskabet benyttede Cervelo-cykler, over til denne sæson på holdets nuværende model fra mærket Scott.

Men den går ikke, var beskeden fra holdledelsen på Team DSM.

Konflikten mellem parterne tog ifølge Het Nieuwsblad et dramatisk lavpunkt i kølvandet på enkeltstarten på 3. etape af dette års Paris-Nice.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Søren Kragh Andersen ses her på enkeltstartcyklen under forrige års Tour de France. Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix
Søren Kragh Andersen ses her på enkeltstartcyklen under forrige års Tour de France. Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix
 

Her sluttede Kragh Andersen på en femteplads og kravlede op som nummer seks i den samlede stilling.

Men han mødte aldrig til start den følgende dag. I stedet blev danskeren pillet ud af løbet.

Forklaringen lød, at hans exit skyldtes rygproblemer, men Het Nieuwsblad mener at vide, at Team DSM krævede en forklaring på enkeltstart-problematikken og nægtede at lade danskeren skrive sig ind til 4. etape.

Søren Kragh Andersen har dog siden været tilbage i sadlen for sin arbejdsgiver og deltog senest i søndagens Amstel Gold Race. Dog uden at gøre sig synderligt bemærket ved den lejlighed.

Hans kontrakt med mandskabet løber indtil udgangen af 2022.

Sidste år tog Søren Kragh Tour de France med storm, da han undervejs blev dobbelt etape-vinder og senere på året blev kåret som årets cykelrytter i 2020.

I år har der været længere mellem snapsene og de store resultater. Der spekuleres i, om det mon skyldes det dårlige forhold hold og rytter imellem.

Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at komme i kontakt med den danske DSM-rytter.

Danske tv-bosser tvivler kraftigt på, at Super League bliver til noget. Læs meget mere om deres syn på sagen her.

Manchester United er en af de giganter, der står til at gøre entré i det nye selskab. Men i storklubben er stjernerne angiveligt ikke imponeret over idéen. Læs mere her.