Mikkel Honoré tager stor sejr i Baskerlandet Rundt

Mikkel Honoré sørgede for endnu en dansk sejr, da han og holdkammerat Josef Cerny kom alene til mål på 5. etape i Baskerlandet Rundt

Mikkel Honoré tager stor sejr i Baskerlandet Rundt

Mikkel Honoré vinder 5. etape af Baskerlandet Rundt. Video: Discovery Networks Danmark

Den danske cykelfest fortsætter. Fredag var Mikkel Honoré således hurtigst på stregen, da rytterne kørte 5. etape af Baskerlandet Rundt.

Eller hurtigst på stregen er måske en forkert udlægning, for den 24-årige dansker ankom til målstregen i Ondarroa sammen med sin Deceuninck-QuickStep-holdkammerat Josef Cerny, og danskeren fik lov at trille forrest over, mens de begge hævede armene i en sejrsgestus.

De to havde forinden arbejdet forbilledligt sammen og var med knap fem km. til mål kørt fra Julien Bernard (Trek-Segafredo). Franskmanden var den sidste tilbageværende følgesvend  fra et seks mand stort udbrud, der blev etableret efter ca. 60 af de 160 km fra Hondarribia til Ondarroa.

Et udbrud, der blev jagtet benhårdt fra Honoré og de øvrige QuickStep-ryttere.

- Vi kørte det som om det var et endagsløb, satsede alt og formåede at komme væk i udbruddet.

- Jeg er meget glad for min anden sejr i år. Den er meget speciel. Specielt måden vi gjorde det på. Det gør det meget specielt for mig, sagde Mikkel Honoré i mål.

Mikkel Honoré tager en føring foran holdkammerat Josef Cerny og med Ineos' Andrey Amador i tredje position. Foto: David Ramos/Getty Images
Mikkel Honoré tager en føring foran holdkammerat Josef Cerny og med Ineos' Andrey Amador i tredje position. Foto: David Ramos/Getty Images

Mikkel Honorés sejr var den 12. danske sejr i denne sæson, og han har selv tegnet sig for to af dem. Den første kom for to uger siden, da han vandt sidste etape i Settimana Internazionale Coppi e Bartali.

Det løb blev samlet vundet af Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma), der i dag var med feltet hjem - knap et halvt minut efter Honoré og Cerny.

Det betyder, at Vingegaard beholder sin samlede tredjeplads i 28 sekunder efter Brandon McNulty (UAE) og fem efter holdkaptajnen Primoz Roglic.

Baskerlandet Rundt bliver afgjort lørdag med løbets kongeetape. En blot 112 km lang sag, men med syv kategoriserede stigninger.

Udlandet måber over Asgreen: En stjerne er født

Vild sidegevinst: Gigantisk forandring