Mirakel-Mark vækker opsigt: - Det er synd!

Mark Padun vandt opsigtsvækkende to bjergetaper i weekenden og er straks blevet mistænkeliggjort i fransk presse. Det er urimeligt, men ikke uforståeligt

Mark Padun fejrer sin sejr søndag i Les Gets. Foto: Alain Jocard / AFP / Ritzau Scanpix
Mark Padun fejrer sin sejr søndag i Les Gets. Foto: Alain Jocard / AFP / Ritzau Scanpix

Det er næsten for godt til at være sandt, tænkte mange i weekenden, da den i vide kredse ukendte ukrainer Mark Padun fra Bahrain-Victorius på ganske overbevisende manér vandt to hårde bjergetaper i Critérium du Dauphiné.

Den franske avis Le Parisien stryger ‘næsten’ fra talemåden og lader forstå ved hjælp af anonyme kilder, at det, cykelverdenen blev vidne til i de høje bjerge lørdag og søndag, var et bedrag udført af en dopet rytter.

Det sker i en artikel med overskriften ‘Ukraineren Mark Padun, dobbelt bjergetapevinder, skaber ubehag i Dauphiné’, som blev publiceret søndag eftermiddag.

‘Det er skammeligt. Hvordan skal jeg henvende mig til sponsorer og fortælle dem, at cykelsporten er fri for doping, når vi så ser dette?’, siger en fransk holdleder i artiklen.

‘Det er groft. Bahrain-holdet bliver mere og mere djævelsk,’ siger den anonyme kilde, mens en anden over for avisen fastslår, at ‘vi føler os alle en smule dumme’.

‘Det giver mindelser om de beskidte år i 00’erne. Men selvfølgelig, har man ikke beviser, så holder man sin mund,’ siger kilden - som altså netop ikke holder mund.

Artiklen fortsætter under videoen

Mark Padun triumferede lørdag på kongeetape

Med et snuptag er en ung rytter stemplet som dopingsynder og et helt hold placeret i skammekrogen. Jeg skal ikke lege ‘Presselogen’ her, men jeg mener nu nok, at man kunne have forventet lidt mere objektivitet fra Le Parisiens side.

Hverken Padun eller Bahrain-Victorius får i artiklen mulighed for at kommentere anklagerne, og Le Parisien har ikke gjort sig den ulejlighed at stille kritiske spørgsmål til avisens kilder.

Det, vi ser nu, er klassisk fransk afmægtighed, når de store sejre udebliver. De franske hold har i årtier talt om ‘en cykelsport i to hastigheder’, hvilket groft sagt skal forstås sådan, at de, der vinder, er dopede - med mindre, de kommer fra et fransk hold, naturligvis.

Siden 2015 har Michael Rasmussen hvert år været i Frankrig som Tour de France-kommentator for Ekstra Bladet. Også i år er han med på holdet. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Siden 2015 har Michael Rasmussen hvert år været i Frankrig som Tour de France-kommentator for Ekstra Bladet. Også i år er han med på holdet. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

Det er synd for Mark Padun, at hans triumf på den måde bliver overskygget af mistanke. Det er urimeligt, men også forståeligt, for hans præstation er virkelig opsigtsvækkende. Der er tale om en vanskelig balancegang mellem fordomme og fakta.

Padun har forklaret sin formidable form med et vægttab på fire kilogram, og det er jo altså ikke første gang, at ryttere har nået nye højder på den baggrund - umiddelbart springer Brad Wiggins og Chris Froome frem i erindringen. 

I modsætning til dem beviste Padun allerede som U23-rytter, at han kan køre op ad bakke. Han vandt i Italien nogle virkeligt hårde løb i en ung alder, så han er bestemt ikke kommet ud af ingenting.

Hans præstation på Joux Plane søndag var dog så imponerende, at han har historikken imod sig. Hans tid på den hårde stigning var den hurtigste i over 20 år, og der er adskillige krudtede folk, der har sat gode tider på stigningen i den periode.

Jeg kørte selv op i tiden 37 minutter og 59 sekunder i 2006. Padun gjorde det på 34’57 søndag. Det er hurtigste tid, der er målt siden Virenque, Heras og Ullrich i 2000.

Lørdag var Paduns præstation næsten endnu mere bemærkelsesværdig, for da kørte han stærke Sepp Kuss ud af baghjulet på et tidspunkt, da der for alvor blev kørt om kap bagude. Det var en præstation i den rigtig, rigtig høje ende af skalaen.

I kraft af sine imponerende etapesejre vandt Mark Padun bjergtrøjen i Critérium du Dauphiné. Foto: Alain Jocard / AFP / Ritzau Scanpix
I kraft af sine imponerende etapesejre vandt Mark Padun bjergtrøjen i Critérium du Dauphiné. Foto: Alain Jocard / AFP / Ritzau Scanpix
 

Det vækker selvfølgelig opsigt. Og den bliver kun forstærket af, at han kører på Bahrain-Victorius, som har den kontroversielle slovener Milan Erzen som manager. Erzen blev nævnt i den tysk-østrigske bloddopingefterforskning Operation Aderlass, og flere personer med tilknytning til holdet er fældet i sagen.

Læg dertil flere forbavsende resultater leveret af Bahrain-ryttere på det seneste. Som hjælperytteren Damiano Carusos andenplads i Giro d'Italia og Jan Tratniks togter i de høje bjerge. 

Og så dæmper det heller ikke fordommene, at holdet er finansieret af en mellemøstlig diktator med et afslappet forhold til menneskerettighederne.

I al fairness må man dog lade Padun nyde sine sejre, når ingen kan fremlægge bevis for, at han har snydt. 

Det højt besungne biologiske pas må kunne afgøre den sag, men tidligst om ti år, når forældelsesfristen udløber, ved vi med sikkerhed, hvem der vandt de store bjergetaper i Critérium du Dauphiné i 2021.