Mødt med enorme forventninger: Sæson knust

Bjergrytteren Jesper Hansen blev med enorme forventninger budt velkommen på fransk storhold i 2019, men kun i glimt fik han mulighed for at bevise sit værd

Jesper Hansen blev professionel på Team Tinkoff-Saxo i 2014, hvor han kørte i tre sæsoner. Derpå kørte han to sæsoner på Astana, før han altså i 2019 fik kontrakt med franske Cofidis. Foto: Ernst van Norde.
Jesper Hansen blev professionel på Team Tinkoff-Saxo i 2014, hvor han kørte i tre sæsoner. Derpå kørte han to sæsoner på Astana, før han altså i 2019 fik kontrakt med franske Cofidis. Foto: Ernst van Norde.

Cofidis-teamchef Cédric Vasseur nærmest flød over af begejstring, da han til 2019-sæsonen havde skrevet kontrakt med danske Jesper Hansen, og han opbyggede så høje forventninger til sin nye bjergrytter, at han næsten kun kunne blive skuffet.

Det blev han, for allerede i marts måned blev Hansen ramt af sygdom, der trak hans niveau mod bunden. Og da han så endelig var kommet ovenpå igen, blev han på ny ramt af sygdom.

- Det blev en dårlig sæson, hvor ikke meget gik som håbet, siger Jesper Hansen til Ekstra Bladet på årets sidste dag.

- Det har været træls. Jeg har selvfølgelig mærket et pres fra holdets side, men det har ikke været urimeligt eller virkelig slemt.

- Ingen kan jo stille noget op over for sygdom, så jeg synes faktisk, at min position på holdet stadig er god, og jeg føler, at jeg har holdets tillid, siger Jesper Hansen.

Det fastslår han, selv om Tour de France - holdets absolutte hovedmål - er ude af billedet for hans vedkommende. Vasseur hælder mere til at sende Hansen til Italien for at køre Giro d’Italia, som begynder 9. maj.

- Jeg håber på også at køre Vuelta a España i august, men først og fremmest gælder det for mig om at komme godt i gang i foråret, siger Jesper Hansen, hvis kontrakt udløber i 2020.

- Jeg skal ud at vise noget i foråret. Efter en dårlig sæson er det vigtigt at lave gode resultater tidligt på året, så der kan komme gang i nogle kontraktforhandlinger, siger Hansen.

Kun i Tour of California fik Jesper Hansen vist sin klasse i den forgangne sæson. Nu håber han på, at han allerede i foråret kan lave resultater, der kan sætte gang i kontraktforhandlinger forud for 2020-sæsonen. Foto: Team Cofidis.
Kun i Tour of California fik Jesper Hansen vist sin klasse i den forgangne sæson. Nu håber han på, at han allerede i foråret kan lave resultater, der kan sætte gang i kontraktforhandlinger forud for 2020-sæsonen. Foto: Team Cofidis.
 

Cédric Vasseur har over de seneste par sæsoner arbejdet på at forvandle Team Cofidis fra et falmet, jævnt og meget fransk cykelhold til et internationalt team. Holdet har netop fået udstedt licens til World Tour i tre år efter ti år på prokontinental-niveau.

Tour de France er af umådelig betydning for det franske hold, og en etapesejr i det store løb er et af Vasseurs største mål. Ikke siden 2008 har holdet vundet en Tour-etapesejr.

Vasseur havde udset sig Jesper Hansen som rytteren, der skulle bryde forbandelsen, men han endte med slet ikke at blive udtaget til Tour de France.

- Jeg var faktisk i god form og var parat til at køre Tour de France. Jeg havde kørt Tour of California, hvor det gik rigtigt godt, men der var andre interesser på spil i Touren, siger Jesper Hansen.

- Valget stod til sidst mellem mig og Natnael Berhane, og da han lige var blevet mester i Eritrea, blev han udtaget.

- Jeg fik i stedet Vueltaen, hvor jeg så igen blev syg. Jeg kæmpede mig igennem en hel uge med sygdom, men det nyttede til sidst ikke at fortsætte, siger Jesper Hansen, som for anden gang i sæsonen altså blev trukket ned af hoste, snotnæse og utilpashed.

- Det endte så med, at Tour of California var det eneste løb, hvor jeg fik vist mit niveau, siger han.

Jesper Hansen sæsondebuterer i februar i Tour of Oman, hvorefter han kører UAE Tour. Sæsonens første store mål bliver Catalonien Rundt, som begynder 23. marts.

Se også: Sygdom tvinger dansk bjerghjælper ud af Vueltaen

Se også: Ny dansk Tour-kaptajn skal være stjerne i Frankrig

Se også: Fuglsangs træner stopper: 'Nu må vi hver vores vej'

Se også: Forlader storhold: Nu har Jesper Hansen fundet nyt hold

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere