Efter 14 måneders efterforskning har det britiske antidopingagentur, UKAD, lukket sagen om den mystiske medicinforsendelse – den såkaldte ’jiffy bag’ – som den senere Tour-vinder Bradley Wiggins i juni 2011 fik leveret ved afslutningen på etapeløbet Critérium du Dauphiné.
Agenturet har ikke kunnet påvise, hvad den forede kuvert faktisk indeholdt og har dermed ikke belæg for at rejse sag mod Team Sky og Wiggins. Det skriver agenturet i en pressemeddelelse.
En mistanke om, at Team Sky ved hjælp af en kurer ansat i den britiske cykleunion sendte ulovlig medicin fra holdets hovedkvarter i England til Wiggins i Frankrig, har UKAD altså ikke kunnet underbygge.
Sagen opstod, da Wiggins modstræbende måtte erkende, at han i 2011, 2012 og 2013 havde fået injektioner med stoffet kortison, som af tidligere dopingsyndere er blevet beskrevet som et yderst potent dopingmiddel.
Wiggins formål med at indtage stoffet var imidlertid behandling af påstået livslang astma og allergi. Han søgte og fik dispensation fra antidopingreglerne og havde dermed lovligt det præstationsfremmende stof i kroppen, da han vandt Tour de France i 2012.
Problemet for Wiggins og Team Sky var, at de hemmeligholdt injektionerne og udadtil optrådte som dedikerede antidopingforkæmpere, der alene i kraft af ’marginal gains’ – optimering af enhver detalje – dominerede professionel cykelsport.
I Wiggins’ selvbiografi fra 2012 fremhævede han endog, at han aldrig havde fået en injektion ud over sine vaccinationer som barn.
Dengang, fortæller han i bogen, legede han ofte på en parkeringsplads, hvor de lokale narkomaner fixede og smed injektionssprøjterne fra sig. ’Hold dig fra de sprøjter, gå ikke hen til dem, rør dem ikke’, formanede hans mor, og Bradley hørte efter og holdt sig fra nålene.
Det var løgn, og da den russiske hackergruppe Fancy Bears afslørede det i efteråret 2016, rullede skandalen. Kort efter afslørede avisen Daily Mail, at Wiggins i 2011 havde fået medicin leveret i en ’jiffy bag’ – en foret kuvert – ved Critérium Dauphiné, som han vandt.
Det var Daily Mail-journalisten Matt Lawton, der afslørede den hemmelige medicinforsendelse, og han konstaterer efter UKAD’s lukning af sagen, at efterforskningen har været alvorligt hæmmet af, at Team Sky-lægen Richard Freeman ikke har samarbejdet med efterforskerne.
Freeman sygemeldte sig, da en parlamentshøring i marts i år forsøgte at kaste lys over Team Sky og cykleunionen British Cycling, som i vid udstrækning var forbundne. Freeman har været læge begge steder, og der har været sammenblanding af interesser og personale – og medicin, for den sags skyld.
Freeman forsømte at føre fuldstændige optegnelser over medicinforbruget, og han sikrede sig ikke, at hans data blev sikkerhedskopieret og delt med lægestaben på Team Sky. De oplysninger, han havde indsamlet, gik tabt, da han slæbte sin bærbare computer med på en ferie i Grækenland, hvor den blev stjålet.

Det står fast, at det var Freeman, der iværksatte medicinforsendelsen, og han har ifølge Sky-boss David Brailsford forklaret, at pakken indeholdt stoffet Fluimucil. Det er hostemedicin, som kan købes i håndkøb i Frankrig.
Hvorfor Team Sky i al hemmelighed fik fragtet håndkøbsmedicin fra England til Frankrig med kurér og siden viklede sig ind i et virvar af bortforklaringer, har offentligheden aldrig fået svar på.
UKAD varsler, at agenturet er parat til at genoptage sagen, hvis nye oplysninger skulle dukke op.
I en pressemeddelelse udtrykker Team Sky tilfredshed med sagens afslutning:
’Vi har altid fastholdt, at intet forkert er foregået, og vi har samarbejdet fuldt ud med UKAD hen over det seneste år’, lyder det fra Team Sky.
’Siden begyndelsen som et nyt professionelt cykelhold i 2010 har vi løbende styrket vore systemer og processer, så de bedst muligt støtter vores stærke engagement i antidoping-arbejdet’.
Sportsminister langer ud efter Tour-kongerne
Ny præsident i offensiven: Vil forbyde ’licens til doping’