Nairo Quintana stråler på sidste etape af Paris-Nice

Nairo Quintana var hurtigst i et decimeret felt på sidste etape af Paris-Nice. Bora-rytter vinder sammenlagt

Nairo Quintana var den hurtigste rytter på sidste etape af Paris-Nice. Billedet her er fra enkeltstarten tidligere på ugen. Foto: Alain Jocard/Ritzau Scanpix
Nairo Quintana var den hurtigste rytter på sidste etape af Paris-Nice. Billedet her er fra enkeltstarten tidligere på ugen. Foto: Alain Jocard/Ritzau Scanpix

Tyskeren Maximilian Schachmann (Bora) vinder etapeløbet Paris-Nice samlet.

Det står klart efter 7. etape, der blev kørt lørdag eftermiddag. Søndagens 8. etape er nemlig aflyst for at forhindre spredning af coronavirus. 8. etape havde både start og mål i Nice, der ikke ligger langt fra grænsen til det hårdt udsatte Italien.

På den afsluttende etape kom den colombianske bjergged Nairo Quintana (Arkea-Samsic) først over målstregen. Få kilometer før mål tog han føringen, og han var ikke til at stoppe i jagten på sin femte sejr i år.

Årets første fire sejre vandt han i mindre franske løb.

Længe lå det til en etapesejr til belgieren Thomas De Gendt (Lotto Soudal), som var stukket af fra de øvrige ryttere.

Den 33-årige belgier var på jagt efter sin første etapesejr siden Tour de France sidste år, men måtte se sig indhentet af en frådende Quintana, før flere andre ryttere også fik indhentet ham.

Maximilian Schachmann kæmpede til det sidste for at forsvare sin føring, og han nåede i mål tids nok til at have noget at fejre.

Tyskeren har ført løbet siden 1. etape, og samlet var han 18 sekunder hurtigere end Tiesj Benoot (Sunweb).

Den afsluttende etape blev kørt uden verdensmester Mads Pedersen (Trek). Det skyldes, at de danske myndigheder har opfordret alle danske statsborgere til at vende hjem, hvis de er i udlandet, på grund af frygten for spredning af coronavirus.

Hans Trek-holdkammerater kørte dog videre i det decimerede felt, der blandt andet var uden ryttere fra holdene Bahrain-McLaren og Israel Start-Up Nation, der havde trukket sig undervejs.

Andre hold som Ineos, CCC, Astana og Movistar stillede slet ikke til start i løbet grundet spredningen af coronavirus.

Undervejs i etapeløbet vandt Søren Kragh Andersen (Sunweb) enkeltstarten, men danskeren blev ikke en udfordrer i det samlede klassement.

2 kommentarer
Vis kommentarer