Det er 35 år siden, at en franskmand vandt Tour de France, og franskmændene ynder at indtage offerrollen, når man søger et svar på, hvorfor den store cykelsportsnation ikke kan producere en vinder af dens eget storløb.
Det er de andres skyld. De andre hold har for mange penge eller for dygtige læger. I et par årtier har franskmændene jamret over ‘la cyclisme à deux vitesses’ - en cykelsport i to hastigheder - hvilket vil sige den reelle hastighed, som de rene ryttere (læs: franskmændene) kører i, og så den kunstigt oppustede hastighed, som de stygge udlændinge opnår.
Begrebet blev kendt efter Festina-skandalen i 1998, som har navn efter det systematisk dopede franske storhold med superstjernen Richard Virenque som kaptajn.
Efter skandalen slog fransk cykling, ifølge fransk selvforståelse, ind på det rene spor, mens de andre med Lance Armstrong i spidsen blot perfektionerede deres brug af præstationsfremmende midler.
Atter efter dette års Tour de France vil den vildfarelse blive styrket. Et hurtigt kig ned over resultatlisten afslører med al tydelighed, at det ikke rigtigt kører for franskmændene til trods for stor overvægt i deltagerantal. En etapesejr er det blevet til. Og en 12. plads i den samlede stilling.
Jeg er dog ret overbevist om, at forklaringen skal findes andetsteds end i farmakologien. Jeg fik forleden i Le Village en sludder om netop det med en fransk rytter, som for nylig indstillede sin karriere. Han har kørt på både franske og angelsaksiske hold gennem 12 år.
Han gav mig ret: De franske hold kan ikke vinde Tour de France af den simple grund, at de ikke har formået at agere professionelt i et stadig mere professionaliseret felt. De er ganske enkelt 10-15 bagud i deres tankegang.
Siden Team Sky for efterhånden ti år siden introducerede ‘marginal gains’ - fokus på selv de mindste forbedringer af træning, udstyr, kost og pleje - som vejen til succes, har mange forsøgt at kopiere holdet ud fra idéen om at tage ved lære af de bedste.
Team Sky opdelte sporten i så mange parametre som overhovedet muligt og optimerede derpå dem alle sammen. Det er lykkedes for en god del af holdene at gøre det samme med det resultat, at afstandene mellem de bedste cykelryttere i verden er blevet udjævnet.
Hvor der før sad 20 mand sammen på toppen af et bjerg, sidder der i dag 40-50 mand, men den udvikling har ikke fundet sted i Frankrig. De franske hold er ganske enkelt ikke kommet ind i kampen.
Min tidligere kollega i feltet bekræftede, at det er tilfældet, og resultatlisten afslører det sort på hvidt. Derfor er det unægtelig noget trættende at høre den tidligere World Tour-rytter Romain Feillu anklage den belgiske stjernerytter Wout van Aert for at køre ‘for stærkt’ - en retorik, der læner sig ret meget op ad en dopinganklage.
Det ville være mere relevant for Feuillu at kigge indad og rette kritikken imod sine egne landsmænd, som rent teknologisk og mentalt stadig befinder sig i fortiden.
Nøglen til ny sensation: Har ét våben
Kyllingen forundret: - Helt håbløst
Kyllingen hylder dansker: - Det havde han aldrig drømt om
Hård kritik af Riis' hold: - Står skidt til
