Ni år med beskyldninger: Fuglsang-boss frifundet for bestikkelse

Efter ni år med beskyldninger om aftalt spil i forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège i 2010 er Alexandr Vinokurov og Aleksandr Kolobnev frifundet ved en belgisk domstol

Som OL-guldvinder, vinder af Paris-Nice og dobbelt vinder af monumentet Liège-Bastogne-Liège - blandt andet - fik Alexandr Vinokurov en storslået aktiv karriere, men hans eftermæle er plettet. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
Som OL-guldvinder, vinder af Paris-Nice og dobbelt vinder af monumentet Liège-Bastogne-Liège - blandt andet - fik Alexandr Vinokurov en storslået aktiv karriere, men hans eftermæle er plettet. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

Betalte den kasakhiske nationalhelt Alexandr Vinokurov sig til sejren i monumentet Liège-Bastogne-Liège i 2010 for en sum på cirka 1,1 millioner kroner?

Nej, lyder dommen, som tirsdag faldt i en belgisk retssal. Af mangel på beviser er både Vinokurov og hans modstander i finalen i den belgiske forårsklassiker pure frifundet. Det skriver sporza.be.

Anklagemyndigheden havde krævet seks måneders fængsel til både Vinokurov og russeren Alexandr Kolobnev, som stod tiltalt for at have solgt sejren til Vinokurov.

Begge nægtede sig skyldige og hævder, at et beløb på 150.000 euro, som bevisligt blev overført fra Vinokurov til Kolobnev efter løbet, var et lån.

Pengeoverførslen blev afsløret af schweiziske medier, og siden fulgte belgiske medier efter med offentliggørelse af en mailudveksling mellem Vinokurov og Kolobnev, som let kunne tolkes som en drøftelse af en aftale om, at Kolobnev opgav at køre for sejren i klassikeren for til gengæld at få en sum penge.

Retten i Liège har imidlertid konkluderet, at det ikke er hævet over enhver tvivl, at der var tale om bestikkelse, og sagen er dermed opgivet.

Siden 2013 har Alexandr Vinokurov været Jakob Fuglsangs chef på det kasakhiske Astana-mandskab. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
Siden 2013 har Alexandr Vinokurov været Jakob Fuglsangs chef på det kasakhiske Astana-mandskab. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

Sejren i det belgiske monument var Vinokurovs anden i løbet. Han vandt også i 2005. Sejren i 2010 var dog mere betydningsfuld, idet den kom efter hans karantæne for bloddoping, som han blev fældet for under Tour de France 2007.

En sidste stor sejr i karrieren høstede Vinokurov i 2012, da han vandt OL-guld i London. Derpå trak han sig tilbage og har siden 2013 været 'general manager' på det kasakhiske Astana-mandskab.

Alexandr Kolobnev kørte i 2010 for Kathusha, som han fortsatte på helt frem til og med 2015. Derpå kørte han en sæson for det russiske prokontinentalhold Gazprom-Rusvelo, før han indstillede karrieren.

Se også: Cykel-legender verdensmestre - i ny sportsgren

Se også: Kæmpe tro på Fuglsang: - Vi kommer nærmest med det danske landshold

Se også: Dommens dag udsat for cykel-boss: Kan blive en bombe under Touren

12 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere