Nibali kronet i Giroen

Helt som ventet vandt Vincenzo Nibali Giro d'Italia for anden gang, da han kom helskindet til Torino på sidste dags paradeetape

Vincenzo Nibali vandt Giroen i kraft af to superdage i bjergene på et tidspunkt, da han syntes kørt håbløst agterud i den samlede stilling. Søndag blev han hyldet som samlet vinder i Torino. (Foto: AP).
Vincenzo Nibali vandt Giroen i kraft af to superdage i bjergene på et tidspunkt, da han syntes kørt håbløst agterud i den samlede stilling. Søndag blev han hyldet som samlet vinder i Torino. (Foto: AP).

Vincenzo Nibali er italiensk cykelsports uden sidestykke største navn i cykelsporten, og søndag levede han op til forventningerne, da han i Torino for anden gang vandt Giro d'Italia efter en 163 kilometer lang etape fra Cuneo. Spurten og den prestigefyldte sejr på finaleetape blev vundet af Trek-rytteren Giacomo Nizzolo.

Nizzolo blev imidertid deklasseret for en ureglementeret sprint, hvorefter sejren gik til Nikias Arndt fra Giant-Alpecin. Efter ni andenpladser på Giro-etaper missede Nizzolo altså atter sejren.

Allerede 60 kilometer fra stregen var Nibalis sejr i hus, idet tidtagningen da blev stoppet. Det skete, da feltet kørte ind på otte afsluttende omgange i den norditalienske storby, hvor en del af ruten var lagt på formodet glatte brosten. Dermed skulle Nibali bare over stregen for at vinde.

Dagen blev præget af flere styrt i det våde føre. Efter 37 kilometer røg Lars Bak i grøften, da han var involveret i et styrt sammen med en gruppe ryttere, og ulykkeligvis kunne han som den eneste ikke rejse sig og køre videre. De første meldinger for Lotto-Soudal-holdet gik på, at Bak havde pådraget sig brud på et skulderblad. Holder det stik, er hans deltagelse i årets Tour de France bragt i fare.

I Torino blev Nibali hyldet, som var han konge af Italien. Han nyder enorm popularitet i offentligheden og italiensk presse, mens han i rytterkredse er figur, som deler vandene. Dagligt under Giroen har tifosi uden for Astana-bussen hyldet den nu nykårede mester, skriver cyclingnews, som videre slår fast, at var Giroen en popularitetskonkurrence, ville Nibali have vundet længe før søndagens finale i Torino.

Se også: Nibali på vej mod sejr: Giroen har været vanvittig

Nogen fuldendt charmetrold er han imidlertid ikke. Selv internt på Astana er der modvilje at spore. Fjendskabet med holdkammeraten Fabio Aru, som er hans rival til det absolutte lederskab på Astana, er velkendt, og man skal ikke vidt omkring i feltet for at møde ryttere, der opfatter Nibali som det, der bedst kan oversættes med ’klaphat’.

Nibali er selvoptaget og ufølsom, lød en karakteristik, da Nibali var på vej til at vinde Touren 2014, mens holdkammeraten Jakob Fuglsang konstaterede, at det ville være en overdrivelse at kalde Nibali omsorgsfuld, når det gælder holdkammeraterne.

- Han er ikke den type kaptajn, som tager sig af holdet. Han anerkender ikke altid det arbejde, der er gjort, når holdet har brugt alle kræfter for hans skyld, sagde Fuglsang dengang.

Når han ikke er forpligtet til at servicere pressen, hvilket den fotogene rytter oftest gør professionelt smilende, skyr han pressen. Det er Ekstra Bladets erfaring fra et besøg i Astanas højdetræningslejr på Tenerife og de indtil videre fem udgaver af Tour de France, Nibali har kørt.

Han taler kun i beskedent omfang andet end italiensk, og det holder ham givetvis tilbage. Han fremstår derfor let som en sky og indesluttet person, når han på rytterhotellerne haster gennem lobbyen i team-træningstøj på vej til aftensmaden.

Se også: Storslået drama: Førertrøjen knækkede i favorittens opvisning

Når han kører fra teambussen til etapestart, sker det ofte med sænket hoved og med øjnene skjult bag solbriller – oftest ledsaget af presseofficer Geoffrey Pizzorni, som er i Nibalis inderkreds. Den italienske mesterrytter slæber sit personlige følge med, når han skriver nye kontrakter, hvorfor et hold skal skrive seks kontrakter, hvis det ønsker at få Nibali som topnavn.

Rytterne Alessandro Vanotti og Valerio Agnoli vil han altid have med, og det samme gælder massøren Michele Pallini og træneren Paolo Slongo. Sidste mand i sekstetten er Geoffrey Pizzorni.

De fulgte med fra Liquigas til Astana i 2013, og de følger med, når Nibali næste år efter alt at dømme skifter til det nye World Tour-hold, som prins Nasser bin Hamad Al Khalifa af Bahrain agter at sætte i verden. Bjarne Riis var inde i billedet som teammanager, men strukturen var ikke den rette, sagde danskeren for nylig i et interview med cyclingnews.com.

Vincenzo Nibali vandt med søndagens triumf i Torino sin fjerde Grand Tour. Han vandt Vuelta a España i 2010, Giro d’Italia i 2013 og Tour de France i 2014.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere