Nu afslører han fremtiden

Chris Froome foretager ikke et spektakulært skifte inden Tour de France for at blive ene-kaptajn. Det har han forsikret, fortæller en holdkammerat

Chris Froome kommer ifølge en holdkammerat også til at køre Tour de France for Ineos denne gang. Foto: Justin Setterfield/Getty Images
Chris Froome kommer ifølge en holdkammerat også til at køre Tour de France for Ineos denne gang. Foto: Justin Setterfield/Getty Images

Chris Froome stiller til start til eftersommerens Tour de France som Ineos-rytter. Det har han forsikret sine holdkammerater om.

Det fortæller i hvert fald Dylan van Baarle til avisen Algemeen Dagblad.

Den hollandske rytter er for tiden med blandt andre Chris Froome på træningslejr i de franske alper, og han har selv gjort sig tanker om den 35-årige brites mulige afgang fra Ineos:

- Selvfølgelig har vi talt om det, for det er i nyhederne hele tiden. Men så vidt jeg ved, bliver han og kører Touren med Ineos.

- I sidste ende ved jeg ikke, hvad der sker i kulisserne omkring hans person, men det er det, han siger til os. Så jeg formoder, at han vil være der, siger van Baarle.

Chris Froome har ellers været rygtet væk fra Ineos i den seneste tid. Angiveligt fordi han ikke vil spille anden- eller endda tredjeviolin efter den forsvarende Tour-vinder Egan Bernal og vinderen fra 2018, Geraint Thomas.

Froome er i gang med sit sidste år af en meget lukrativ aftale med Ineos, og spekulationerne gik derfor allerede i gang sidste sæson om et forestående holdskifte.

Senest har der dog været vedholdende rygter om, at Froome allerede inden Tour de France vil blive løst fra sin kontrakt og skifte øjeblikkeligt.

Her har Israel Startup Nation med Mads Würtz Schmidt på holdet været nævnt som et meget varmt emne, og der skulle angiveligt være gjort klar til en treårig aftale med Froome.

Men Froome har altså åbenbart intentioner om i det mindste at køre en sidste Tour de France med holdet, han har kørt på siden 2010 og har skaffet fire Tour de France-sejre, en Giro d'Italia-sejr og to Vuelta a España-sejre.

Se også: DCU-formand i kovending: - Vi forhandler stadig

Se også: DCU-formand reddet

Se også: Kyllingen om DCU: Syg ledelseskultur

Se også: Sponsor-farce

6 kommentarer
Vis kommentarer