‘Nu er det godt nok op ad bakke’

Det professionelle Riwal Readynez-cykelhold har rettet fokus mod 2021, men aflysningen af Danmark Rundt gør det bestemt ikke lettere at skaffe sponsorer, siger direktør

Steffen Kromann hilser på Team Sunweb-rytteren Casper Pedersen under en træningslejr i Calpe i Spanien. Til højre Riwal Readynez-rytteren Rasmus Quaade. Foto: Ernst van Norde.
Steffen Kromann hilser på Team Sunweb-rytteren Casper Pedersen under en træningslejr i Calpe i Spanien. Til højre Riwal Readynez-rytteren Rasmus Quaade. Foto: Ernst van Norde.

Når virksomheder er presset økonomisk helt i bund, er sponsorudgifterne den første post på budgettet, der bliver skåret væk. Det får Danmarks største cykelhold, det fynsk baserede Riwal Readynez, at føle i denne sæson, hvor coronavirussen har lukket alt ned.

Enkelte mindre sponsorer har ikke kunnet betale til tiden, mens andre tøver med at forpligte sig yderligere. Og aflysningen af etapeløbet Danmark Rundt gør kun en vanskelig sæson endnu sværere at komme igennem. 

- Det er skidt for os, og det er skidt for dansk cykling. Danmark Rundt kunne have hjulpet en del på situationen, men nu er det godt nok op ad bakke, siger Steffen Kromann, som er direktør for Riwal Readynez Cycling Team.

- 2020-sæsonen er væk, så vi har rettet blikket mod 2021 for at sikre det helt rigtige ‘setup’ og stå godt rustet til næste år.

- Vi har gode samarbejdspartnere, og jeg har en god dialog med sponsorerne. De støtter os, men det er klart, at de også vil have noget. Kunne vi tilbyde dem eksponering i Danmark Rundt, ville det gøre mange ting meget lettere, siger Kromann.

Han forsikrer, at aflysningen af Danmark Rundt ikke giver Riwal Readynez dødsstødet. Holdet skal nok klare sig igennem 2020, vurderer han.

- Det er megaærgerligt, at Danmark Rundt måtte aflyses. Jeg er spændt på, hvor meget cykling vi får at se i år - om noget overhovedet.

- Den situation, vi alle sammen står i nu, kan komme til at gøre ondt. Det er vores eksistens, der er på spil, men jeg må dog sige, at jeg er mere positiv nu, end jeg var for bare 14 dage siden, siger Steffen Kromann.

- Vi bliver nødt til at tro på, at det kan lade sig gøre, og det gør vi. Vi skal videre.

Se også: Dansk cykeltalent deler voldsomt billede

Se også: Froomes bombe: Overvejer holdskifte nu

Se også: Jackpot i corona-krisen: Scorer voldsom milliongevinst

Se også: 'Ingen Tour til Fuglsang'

Se også: Aflyst cykelsæson kan udslette Fuglsangs hold

0 kommentarer
Vis kommentarer