Ekstra Bladet dækker Omloop Het Nieuwsblad direkte fra klokken 13.45.
Klassikersæsonen skydes i gang i dag med Omloop Het Nieuwsblad, som er årets første World Tour-løb på europæisk grund. Den belgiske klassiker har atter trommet nogle af verdens mest hårdføre endagsryttere sammen til et brostensgilde, som indleder en højtid i cykelsporten.
En af dem er Trek-Segafredo-rytteren Mads Pedersen, som vandt en etape i Étoiles des Bessèges tidligt i februar og bør tælles blandt favoritterne i denne åbningsweekend, som søndag byder på Kuurne-Bruxelles-Kuurne.
- Jeg har altid haft et had-kærlighedsforhold til de løb, for nogle år er det gået godt, og andre år er det ikke gået særligt godt. Det har været op og ned, siger Mads Pedersen.
- Men det er nogle fede løb. Omloop Het Nieuwsblad er det første løb med brosten i sæsonen, og man får noget af stemningen tilbage, og det er fandme fedt.
- Det har hidtil i sæsonen været lidt tyndt med cykelløb, så folk står og stamper i jorden for at komme i gang.
- I bund og grund er vi jo bare en flok tosser, der gerne vil ud at køre cykelløb, og det får vi så endelig chancen for nu, siger Mads Pedersen.
Langsom starter
Hans bedste resultat i Omloop Het Nieuwsblad er en 39. plads i 2016, da han kørte for det tyske prokontinentalhold Stölting. Ofte hævdes han at være en langsom starter efter vinterpausen, hvorfor åbningsweekenden aldrig har budt på gode resultater.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Ikke desto mindre stiller han til start i dag med ambition om at vinde. Det gør han i snart sagt ethvert løb.
- Jeg bør være klar på det her tidspunkt til at køre med de bedste og sidde i finalen. En 39. plads som bedste resultat? Det kan jeg gøre bedre, og jeg håber, det sker nu, siger Mads Pedersen, som stiller til start i Omloop Het Nieuwsblad for syvende gang.
- Hvilken status har disse åbningsløb i forhold til de helt store klassikere?
- Prestigemæssigt er der et stykke vej til Flandern Rundt og Paris-Roubaix, men Omloop og Kuurne er de løb, der åbner klassikersæsonen, og det har i sig selv en vis tyngde, siger Mads Pedersen.
- Det er løb, som kan afsløre en del. Kan de gamle klassikerdrenge stadig gøre sig gældende? Hvem er de nye unge, der trænger sig på? Det er løb, der bliver imødeset med enorm spænding og forventning.
Overraskede selv
- Vi får en fornemmelse af, om de, der var gode sidste år og forrige år og for fem år siden, stadig kan være med, og vi får at se, om der er nogle nye, man skal holde øje med, siger Mads Pedersen og fremhæver, at nye ryttere hvert år overrasker ved at kunne begå sig i den hårde metier.
Han var selv en af dem i 2018, da han blev nummer to i Flandern Rundt. Året efter kørte Kasper Asgreen fra Deceuninck-Quick-Step sig ind i kredsen af klassikerstjerner, da han også kørte sig til en andenplads i den flamske rundtur.
- Tager man Tour de France, så er der sket en opbygning hen over hele foråret, og man ved inden Touren, hvem der kører stærkt.
- I klassikerne er det lige på og hårdt, og nye ryttere kan fuldstændigt uventet komme ind fra højre og være med, hvor det er sjovt.
- Det er sådan noget, der kan ske i weekenden, siger Mads Pedersen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Første løb med nær ven
Lørdag bliver dagen, hvor en gammel drøm går i opfyldelse for Mads Pedersen. I Omloop Het Nieuwsblad kører hans nære ven og mangeårige træningskammerat for første gang ved hans side i et løb på cykelsportens øverste niveau.
22-årige Jakob Egholm fik til manges overraskelse sidste år tilbudt en kontrakt med Trek-Segafredo og takkede naturligvis ja til den gyldne chance, som han i høj grad fik i kraft af Mads Pedersen.
- Vi var ude og køre rekognoscering af Omloop-ruten forleden, og da talte vi om, at det er nu, det sker. Det er nu, at vi får den her oplevelse sammen, og det glæder vi os bare helt vildt til, siger Mads Pedersen.
- Selv under træning på ruten står der folk og råber og jubler, og der er motorcykler med fotografer, og man får faktisk et meget godt indtryk af, hvordan det er i selve løbet.
- Det var sgu fedt at se, hvor stor en oplevelse, det var for ham, og lørdag bliver det endnu vildere. Det bliver en stor oplevelse for os begge to.
- Når man borger for en person, påtager man sig et betydeligt ansvar for, at det går godt. Hvilke tanker gør du dig om det?
- Jeg tror, at jeg har større forventninger til Jakob, end holdet har, for jeg ved virkelig, hvad Jakob kan, siger Mads Pedersen.
- Jeg har lagt et godt ord ind for ham og har presset på for, at han skulle have en kontrakt, så jeg har selvfølgelig en tro på og en forventning om, at Jakob vil være der i løbene og være en nyttig hjælperytter.
- Ingen forventer, at Jakob skal køre fuld finale i de her løb. Det forventes, at han arbejder ihærdigt og hjælper, hvor han kan. Forventningerne er nøje afstemt.
- Han ved, hvor meget det betyder for mig, at han gør det godt, siger Mads Pedersen.
Mesterligt forarbejde af Mørkøv bag ny irsk spurtsejr
Dansk stjerneskud slog Tour-vinderen på bjergetape