Nu skal han jagte etapesejr

Katusha-sportsdirektør Dirk Demol giver Mads Würtz Schmidt relativt frie tøjler til at gå efter en etapesejr

BRUXELLES (Ekstra Bladet): At Mads Würtz Schmidt har fået vendt bøtten i år skyldes i høj grad sportsdirektør Dirk Demol.

Belgieren, der i 1988 vandt Paris-Roubaix, kom til Katusha i denne sæson og kunne efter kort tid se, at der var noget helt galt.

- Lad mig starte med at slå fast: Jeg tror på Mads. Det stod klart, fra jeg kom til Katusha. I begyndelsen skulle jeg lige studere ham og finde en metode - en balance, der passer ham, siger Dirk Demol.

Han bemærkede, at den unge dansker ofte blev syg til løbene og ikke kunne præstere - derfor vendte han op og ned på træningen.

Ud røg de korte intervaller, der blev erstattet med 'gammeldags' lange træningsture. I ugen op til forårets store mål, Paris-Roubaix, kørte Würtz Schmidt således to ture på hver syv timer.

- Torsdag kørte vi en syv timers rekognoscering på ruten, og søndag var han flyvende i løbet, siger Demol, der giver danskeren en stor del af æren for holdkaptajn Nils Politts andenplads i klassikeren.

Må gå efter etapesejr
Efter at træningen blev lagt om, har Mads Würtz Schmidt kørt sig til en samlet tredjeplads i ZLM Tour - og han skal nok få sine muligheder i årets Tour, forsikrer Demol.

- Vi har set en helt anden Mads. Han tror mere på sig selv, han har det bedre i løbene, og han bliver ikke syg længere.

- Vi har ikke et hold med til Touren, der skal arbejde fra start. Der bliver muligheder, hvor han kan komme af sted, men nok først efter 6. etape på Planche des Belles Filles, hvor klassementet er sat.

- Men han skal selv tage chancen, siger Dirk Demol, der er klar over, at Würtz Schmidt ikke skal komme hjem med en udbrydergruppe, hvis han skal have chancen for en etapesejr.

- Han skal have modet til at køre langt ude fra. Kan han slå hullet, så er han altså enkeltstartsspecialist og svær at fange, lyder opskriften.

Se også: Vraget verdensstjerne: - Jeg er helt knust

Se også: Leth er tilbage: - TV2 kunne ikke forstå det

Se også: Tour de France 2019: Holdene

Se også: Tour de France 2019: Etaperne

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere