Ny dansk mester: Været indebrændt ad helvede til

Få har selvtillid som den nykårede danmarksmester Alexander Kamp, og han beviste overlegent, at han har noget at have den i

Alexander Kamp lader sig hylde som ny dansk mester, mens holdkammeraten Lasse Norman Hansen hårdt mærket af dagens strabadser stavrer ned fra podiet. Foto: Claus Bonnerup.
Alexander Kamp lader sig hylde som ny dansk mester, mens holdkammeraten Lasse Norman Hansen hårdt mærket af dagens strabadser stavrer ned fra podiet. Foto: Claus Bonnerup.

Allerede før søndagens danmarksmesterskab i landevejscykling i Vordingborg erklærede 22-årige Alexander Kamp fra det tyske Team Stölting, at han kunne vinde løbet og sikre sig dannebrogstrøjen i det næste år.

Fire en halv time senere strøg han først over stregen på torvet ved foden af Gåsetårnet i Vordingborg uden at virke synderligt overrasket. Han havde jo varslet på forhånd, at han var favorit.

- Det er en drøm. Jeg elsker Danmark, og jeg kommer til at elske min dannebrogstrøje, sagde Alexander Kamp, da han to minutter senere havde fået pusten, mens hans holdkammerat Lasse Norman Hansen, der sluttede på tredjepladsen, syntes besvimelse nær af udmattelse.

- Jeg er en stolt og glad mand, og det er et retfærdigt resultat. Det er mig, der får trøjen, men jeg har hele holdet at takke, sagde Kamp.

Otte kilometer fra stregen nåede han sammen med Michael Valgren (Tinkoff) op til Norman Hansen, som 35 kilometer fra mål havde lanceret et højt kvalificeret soloangreb.

- Jeg havde Lasse derude, så jeg kunne spare kræfter, når jeg ikke skulle sidde og føre. Jeg havde et overskud, da vi nåede op, og det er helt fantastisk, at jeg løb af med sejren, sagde Kamp.

(Foto: Claus Bonnerup)
(Foto: Claus Bonnerup)
 

I sin første sæson som professionel har Kamp døjet med skader og sygdom. Tidligere i juni sikrede han sig sæsonens første sejr, da han vandt GP Horsens Posten, og alle forstod, at han omsider var på ret kurs.

- Jeg har været indebrændt ad helvede til, og jeg er gået målrettet efter DM, og derfor er det perfekt, at jeg får opfyldt min ambition. Det er det største resultat i min karriere hidtil, sagde Kamp.

- Vi havde et rigtigt stærkt hold, hvor vi havde mange kort at spille ud, og jeg vidste, at hvis jeg ramte rigtigt i finalen, så kunne jeg vinde.

Michael Valgren, som efter alt at dømme tirsdag officielt bliver udtaget til Tour de France, blev nummer to og vandt således sin anden sølvmedalje ved dette DM. Torsdag blev han i enkeltstarten slået af kontinentalrytteren Martin Toft Madsen.

- Alexander var en af dem, jeg nødigt skulle være kommet til mål med, for han vil næsten altid slå mig i en spurt, sagde Valgren, som efter sejrsceremonien skuffet tog sin sølvmedalje af og gemte den langt væk.

- Jeg ville gerne have haft dannebrogstrøjen med til Frankrig - hvis jeg altså bliver udtaget - men jeg synes, det er fedt, at Alexander vinder. Jeg kommer godt ud af det med både ham og Lasse, og vi havde alle tre være værdige vindere af DM, sagde Valgren.

Fuldstændigt udkogt dumpede Lasse Norman Hansen efter sejrceremonien ned i en havestol bag podiet og var holdt op med at smile. Stavret væk fra menneskemængden i sine ubekvemme cykelsko sad han og ømmede sig efter sine næsten 30 kilometers solokørsel for fuld kraft.

Smerten i benene og resten af kroppen blev suppleret af en tordnende hovedpine, fortalte han. Men mellem pinslerne var der også plads til ubetinget glæde og stolthed over dagens store triumf for Team Stölting.

- Jeg troede på det, indtil jeg fik at vide, at Valgren var 20 sekunder bag mig. Både jeg og Alexander Kamp er normalt hurtigere end Valgren i en spurt, men efter så lang tid alene ude foran vidste jeg, at det ville blive svært.

- Det er aldrig fedt at blive hentet og slået til sidst, men når en holdkammerat vinder, og jeg selv bliver nummer tre, så kan jeg kun være tilfreds, sagde Norman Hansen.

Se også: Riis på banen igen

Se også: Kæmpe transfersommer i vente: Her er stjernerne uden kontrakt

17 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere