Nyt job: Kyllingen skal hjælpe misbrugere

Michael Rasmussen er blevet ansat som træner og vejleder for unge misbrugere og kriminelle, som til sommer skal cykle fra Hedensted til Alpe d’Huez

Ansættelsen som konsulent i Hedensted Kommune er Rasmussens første, siden hans cykelhold, Christina Watches-Kuma, måtte lukke ved årsskiftet. (Foto: Ernst Van Norde).
Ansættelsen som konsulent i Hedensted Kommune er Rasmussens første, siden hans cykelhold, Christina Watches-Kuma, måtte lukke ved årsskiftet. (Foto: Ernst Van Norde).

Efter det kuldsejlede projekt med cykelholdet Christina Watches stod Michael ’Kyllingen’ Rasmussen fra nytår uden job, men nu er den 40-årige eksrytter på banen igen: Han er blevet ansat på konsulentbasis af Hedensted Kommune som træner og vejleder for en gruppe belastede unge, som han skal være med til at få tilbage på sporet.

Hans opgave bliver at sikre dem den succesoplevelse, at de efter nogle måneders træning vil være i stand til at cykle til Frankrig og bestige det legendariske Tour-bjerg Alpe d’Huez.

- Jeg skal lære dem helt basale cykelfærdigheder og at træne og spise rigtigt. Der er ingen tvivl om, at det bliver en stor udfordring for både dem og mig, og jeg glæder mig virkelig, siger Michael Rasmussen til Ekstra Bladet.

Bombe under dansk cykling trækker ud

Han var i sin aktive karriere kendt som en perfektionist, der ikke overlod noget til tilfældighederne og havde enorme forventninger til både sig selv og sine holdkammerater. Niveauet er selvsagt et andet nu, men ambitioner har den dobbelte bjergkonge i Tour de France stadig.

- Jeg vil stadig stille meget høje krav til mig selv, og jeg vil se det som mit ansvar, at alle deltagerne gennemfører turen, siger Michael Rasmussen.

Kommunen er i gang med at udvælge projektets 18 deltagere, som skal være mellem 18 og 30 år. De får professionelt udstyr stillet til rådighed og skal derpå i gang med træning under Rasmussens vejledning. 2. juli begynder cykelturen, som efter planen slutter 16. juli på toppen af Alpe d’Huez.

Dopingchef vil ikke love Rasmussen-rapport inden farvel

På et pressemøde for snart to år siden tilstod Michael Rasmussen et omfattende dopingmisbrug gennem det meste af karrieren. Han stoppede samtidig sin aktive karriere. (Foto: Claus Bonnerup).
På et pressemøde for snart to år siden tilstod Michael Rasmussen et omfattende dopingmisbrug gennem det meste af karrieren. Han stoppede samtidig sin aktive karriere. (Foto: Claus Bonnerup).
 

- Jeg skal lære dem at køre som en samlet gruppe, som et lille felt, hvilket ikke er helt let. Jeg skal sikre, at de stærke i gruppen hjælper de svagere, så alle kommer med op, siger Michael Rasmussen, som om en måneds tid har udstået den karantæne, han blev idømt i forbindelse med sin dopingtilståelse for to år siden.

- Hvordan kan du med din baggrund være et forbillede for deltagerne i projektet?

- En af mine forcer er, at jeg selv har været nede i hullet og har følt mig helt fortabt. Jeg kom op igen, og i den kamp har jeg tilegnet mig nogle mentale færdigheder, som jeg kan bruge resten af livet, siger Michael Rasmussen, som efter Tour-skandalen i 2007 blev sortlistet og aldrig igen fik chancen som rytter på højeste niveau.

Hollandsk topdoper får licens som sportsdirektør

- Jeg tror, de kan identificere sig med mig og mit liv, for jeg har også været nede at vende. Jeg blev udstødt af den subkultur, jeg var en del af, lige som de kan føle sig udstødt af samfundet.

- Vores udgangspunkter er forskellige, men det er først og sidst et spørgsmål om at komme op af hullet og videre i livet, siger Michael Rasmussen.

- Hvad vil du stille op, hvis en deltager følger dit eksempel og skyder medicinsk genvej til Alpe d’Huez?

- Hvis nogle har et misbrug af et eller andet, er det noget, andre tager hånd om. Men jeg kan garantere, at ingen kommer med mig til toppen af Alpe d’Huez ved hjælp af andet end deres egne naturlige kræfter, siger Michael Rasmussen.

Rasmussen i sine velmagtsdage som rytter, da han kørte i gult i Tour de France. Det stoppede brat 25. juli 2007, da han blev trukket ud af løbet af sin arbejdsgiver, Rabobank. (Foto: Claus Bonnerup).
Rasmussen i sine velmagtsdage som rytter, da han kørte i gult i Tour de France. Det stoppede brat 25. juli 2007, da han blev trukket ud af løbet af sin arbejdsgiver, Rabobank. (Foto: Claus Bonnerup).
 

Kæmpe nedtur blev en fordel

Rasmussens fortid med et omfattende dopingmisbrug, langvarig udelukkelse og en personlig nedtur var ingen forhindring for ham, da han kom i spil til projektet i Hedensted Kommune.

Det fastslår beskæftigelseschef Hans Christian Knudsen, som også tillægger det betydning, at Rasmussen er et kendt ansigt.

- Unge mennesker vil gerne være sammen med de kendte, så det har betydning. Og så har Michael samtidig oplevet den allerstørste succes og en nedtur og fiasko, siger H.C. Knudsen.

Derfor lukker Kyllingens hold: I gjorde alt for at ødelægge det!

- Når et menneske kan fortælle om, hvor ondt livet kan være, og hvordan nogle få fejltrin kan ødelægge alt, så virker det stærkt. Og kombineret med fysisk aktivitet, kan det få nogle til at slå øjnene op og vælge en ny vej.

Alle deltagere i projektet har kæmpet med misbrug og kriminalitet. Nogle af dem har aldrig tidligere været fysisk aktive. Faktisk er nogle af dem så inaktive, at de får et chok, når de oplever noget så banalt som at svede eller føle ømhed i musklerne, siger H.C. Knudsen. De har simpelt hen aldrig prøvet det før.

Hvorfor vælge en dopingmisbruger til at hjælpe misbrugere ud af deres misbrug?

- Her har vi et menneske, som har forståelse for, hvad det betyder at tage nogle stoffer, selv om de skadelige for kroppen, for at nå et mål, siger H.C. Knudsen.

- Michael ville vinde. Andre gør det for bare at få det bedre. Det forhold, at de har noget til fælles, kan være utroligt givtigt i behandlingsindsatsen

- Michaels baggrund er bestemt ikke en ulempe for ham i denne sammenhæng, siger H.C. Knudsen.