Nyt mærkevarekup: Rippet for dyre specialcykler

Endnu et tyveri af dyre racercykler fra det professionelle felt har fundet sted forud for debuten på løbskonceptet Hammer Series

Ni af disse enkeltstartscykler og en landevejscykler er efter alt at dømme forsvundet ud på det sorte marked. Foto: Bahrain-Merida Pro Cycling Team.
Ni af disse enkeltstartscykler og en landevejscykler er efter alt at dømme forsvundet ud på det sorte marked. Foto: Bahrain-Merida Pro Cycling Team.

For under en måned siden var det Bjarne Riis' kontinentalhold, der blev offer for efter alt at dømme organiserede kriminelle på jagt efter dyre racercykler, og nu har også World Tour-holdet Bahrain-Merida mistet en halv snes dyre cykler.

Det seneste tyveri fandt sted i den hollandske Limburg-provins her umiddelbart før debuten på løbskonceptet Hammer Series. Ni enkeltstartscykler af mærket Merida Warp og en Merida Reacto-landevejscykel forsvandt natten til torsdag fra en materielvogn parkeret uden for holdets hotel.

- Til trods for denne uheldige situation kører holdet morgendagens løb. Rytternes moral og motivation er høj, selv om vi formentlig må bruge landevejscykler til søndagens løb, skriver holdet på sin hjemmeside.

Hammer Series er en løbsserie, hvor hver afdeling består af tre discipliner, som afvikles på rundstrækninger og strækker sig over tre dage. Der er tale om en holdkonkurrence, hvor ét hold bliver udråbt som samlet vinder af de tre dages konkurrence - først en spurtetape, derpå en bjergetape og til sidst en holdkørsel.

Det er på holdtidskørslen, at Bahrain-Merida måske må opgive at køre på specialcykler og i stedet ty til landevejscykler. En Merida Warp enkeltstartscykler koster i almindelig handel op mod 75.000 kroner.

Den tidligere Riis-rytter Manuele Boaro er en af Bahrain-Meridas ryttere ved Hammer Series. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Den tidligere Riis-rytter Manuele Boaro er en af Bahrain-Meridas ryttere ved Hammer Series. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

Hvert hold stiller med syv ryttere i Hammer Series, hvoraf fem deltager i hver disciplin. Bahrain-Merida har bekræftet navnene på fem af holdets syv deltagere, nemlig Manuele Boaro, Niccolò Bonifazio, Ivan Garcia Cortina, Ion Ander Insausti og David Per.

Cykeltyverier på dette niveau er langt fra sjældne. Det danske Team Cult led et stort tab i sin debutsæson, da tyve løb med en stor del af holdets Ridley-cykler i februar 2015, og i maj i år gik det altså ud over Riis' Team Véloconcept.

I 2013 forsvandt tyve med cykler og udstyr, som den italienske cykelfabrik De Rosa skulle have skippet til det danske kontinentalhold Christina Watches-Onfone, og samme år blev World Tour-holdet RadioShack ribbet for cykler ved etapeløbet Driedaagse van West-Vlaanderen i Belgien.

Det polske CCC Sprandi Polkowice fik 18 cykler stjålet i april forud for Amstel Gold Race, og det italienske Nippo Vini Fantini mistede 16 cykler i Limburg tidligere i april.

Sidste år, skriver cyclingnews.com, meldte World Tour-holdene LottoNL-Jumbo og Dimension Data om forsøg på tyveri af cykler via indbrud i materielvogne forud of for Eneco Tour.

Se også: Tyve stjal cykler fra Bjarne Riis - så dyre er de

Se også: Vred TV 2-vært plyndret: Det slutter her

Se også: Baks bedste ven er Tourens Georg Gearløs

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere