Oliemillioner kan knuse Riis' drøm

Hvis Bjarne Riis ikke får et hold på banen næste år, har han ingen chance for at nå at blive klar til Tour de France i København, mener Michael Rasmussen

Bjarne Riis' drøm om Tour de France kan smuldre på grund af norsk offensiv. Foto: Ernst van Norde
Bjarne Riis' drøm om Tour de France kan smuldre på grund af norsk offensiv. Foto: Ernst van Norde

BRUXELLES (Ekstra Bladet): Længe har det været kendt, at det norske kontinentalhold Uno-X fra næste år tager et skridt op i hierarkiet og bliver professionelt hold i sportens anden division. Det er også kendt, at fem danske ryttere fra nytår bliver professionelle på holdet.

Det drejer sig om Julius Johansen, Casper Folsach, Niklas Larsen, Frederik Rodenberg og Jacob Hindsgaul, og jeg hører i Tour-karavanen, at en sjette dansker rykker til Norge. Jeg hører også, at holdet får et imponerende budget på omkring 45 millioner danske kroner årligt.

Står det til troende, bliver holdet et af de økonomisk mest velfunderede hold i den nye ProSeries, som den næstbedste række skifter navn til fra nytår. Det ambitøse mål er World Tour allerede fra 2021 med et budget på mere end det dobbelte - og en sikker billet til Tour de France, som det år begynder i København.

Artiklen fortsætter under billedet..

Bjarne Riis mandskab jagter millioner for at indfri målet om Tour de France. Her er det Rasmus Guldhammer ved DM i landevejscykling. Foto: Ernst van Norde
Bjarne Riis mandskab jagter millioner for at indfri målet om Tour de France. Her er det Rasmus Guldhammer ved DM i landevejscykling. Foto: Ernst van Norde
 

DET ER EN AMBITION, som Uno-X deler med det danske prokontinentalhold Riwal-Readynez og med Bjarne Riis og hans Team Waoo.

Forskellen er, at Uno-X har pengene og siges at være villig til at bruge dem. Olieselskabet er ejet af Reitangruppen, som også ejer blandt andet Rema 1000 og 7eleven i Skandinavien. Chefen Odd Reitan siges at have en personlig formue på 38 milliarder kroner - plus minus nogle stykker.

Hans koncern er en virksomhed med enorme økonomiske muskler - hvilke hverken Riwal-Readynez eller Bjarne Riis har formået at tiltrække.

Det fynske Riwal-Readynez har lige som Uno-X ambition om at være ' Nordens hold' og kan nære håb om, at ejendomsmatadoren Mogens Tveskov, som ejer en tredjedel af holdet, vil skyde endnu flere penge i holdet for at øge chancen for at få en billet til Tour-starten i København.

FOR RIIS ER DEN norske satsning mere alarmerende, idet han nu i snart tre år forgæves har jagtet den hovedsponsor, der skulle give ham comeback som teamejer på World Tour. Med Riwal og en norsk sværvægter på banen er der næppe plads til endnu et nordisk hold.

I den første eufori efter præsentationen af Riis-Seier Project på d'Angleterre i København var det målsætningen at komme i gang allerede i 2017. Så blev ambitionen nedgraderet til et prokontinentalhold i anden division, og så blev tidshorisonten flyttet for til sidst nu helt at være udvisket.

Håbet lever, men tiden rinder ud for Riis' drøm om at stille til Tour-start med et stort cykelhold i København. For nylig annoncerede han lukningen af sit kvindehold, og jeg troede faktisk, at det var et signal om, at han her inden Tour de France ville annoncere, at han omsider havde ressourcer til at etablere et prokontihold.

Det var ikke tilfældet.

NU ER TOUREN I GANG, og alle beslutningstagere er gået på ferie. Der er ingen, der sender 20-25 millioner kroner i Riis' retning midt i sommerferien. Ja, Riis agter også selv at holde ferie, mens agenter render rundt hernede i Tour-karavanen for at afsætte ryttere til højestbydende.

Riis har ikke noget at byde med, og når han ikke har det, forbliver Tour-drømmen et luftkastel.

Hvis han ikke får et hold på banen næste år, har han ingen chance for at nå at blive klar til Tour de France i København.

Han kan selvfølgelig nå at etablere et prokonti-hold i 2021 og så håbe på, at Tour-arrangør ASO forærer ham en fribillet til løbet.

Jeg tør dog hævde, at Riis aldrig nogensinde kommer i nærheden af sådan en, og det skyldes én afgørende ting: Tour-direktør Christian Prudhomme har aldrig tilgivet ham, at han vanærede den gule trøje, da han i 2007 lod forstå, at trøjen bare lå smidt i en papkasse ude i garagen.

DET SKETE PÅ DET pressemøde, hvor han tilstod, at han var dopet, da han vandt løbet i 1996. Den slags tilgiver Prudhomme ikke let.

Tag mit eksempel: Selv om det er 12 år siden, jeg blev trukket ud af Touren, og selv om jeg nu er i gang med min femte Tour som kommentator, har Prudhomme endnu ikke hilst på mig.

Jeg tør hævde, at hverken Riis eller jeg skal forvente at få noget foræret, når det gælder Tour de France.

Bjarne Riis får ikke foræret noget efter sin dopingindrømmelse. Foto: Lars Krabbe
Bjarne Riis får ikke foræret noget efter sin dopingindrømmelse. Foto: Lars Krabbe
 

Se også: Seerne undrer sig: Stjæler de hovedrollen i Tour-studiet?

Se også: Efter væmmeligt styrt: - Jeg var meget nervøs

Jakob Fuglsang ved teampræsentationen på den smukke Grand Place i Bruxelles torsdag aften. Foto: REUTERS/Gonzalo Fuentes/Ritzau Scanpix. Sport og Spil Fuglsang scorer million-jackpot

46 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere