Opskrift på succes: Ren rå power

Michael Mørkøv og Kasper Asgreen buldrede over stregen som nummer et og to ved DM, og de tager nu mesterskabstrøjer i både enkeltstart og landevejsløb med til Tour de France

Kasper Asgreen tog sig af sølvmedaljen, mens Michael Mørkøv kunne stille sig øverst på podie ved DM. Foto: Ernst van Norde
Kasper Asgreen tog sig af sølvmedaljen, mens Michael Mørkøv kunne stille sig øverst på podie ved DM. Foto: Ernst van Norde

Ingen i feltet kunne være overrasket, da Quick-Step-veteranen Michael Mørkøv søndag skød over stregen på Havnegade i Esbjerg som vinder af sit tredje danske mesterskab, for der var næppe den sportsdirektør, der ikke havde advaret om Quick-Steps åbenlyse taktik i løbet.

På de sidste få hundrede meter ville Quick-Steps Kasper Asgreen skyde frem i høj fart med Mørkøv på hjul og aflevere ham på de sidste meter før stregen på Havnegade i Esbjerg. Sådan lød spådommene, og sådan blev det, hvilket kun understreger det forbilledlige samarbejde, Mørkøv og Asgreen har opbygget på det belgiske storhold.

- Power! Det er bare rå power i benene, der gør forskellen. Alle forventede, at vi ville sætte ind netop dér, og alligevel lykkedes det os at vinde, sagde Kasper Asgreen i målområdet, da han var hyldet som sølvvinder foran Niklas Larsen fra det danske Coloquick-hold.

Mørkøv var en yderst populær vinder. Det var tydeligt at mærke på tilskuernes jubel og de hjertelige lykønskninger fra kollegerne i feltet. Den sjællandske danmarksmester vandt ikke mindst popularitet og berømmelse, da han i 2012 kørte en uge i den prikkede bjergtrøje i Tour de France.

Spøgende slog han fast, at han bestemt ikke skal jagte prikker igen i år, for nu får han omsider lov til at køre verdens største cykelløb iført den smukke dannebrogstrøje. Da han sidste år vandt sin anden DM-titel, blev han ikke udtaget til Touren, hvorfor sejren er endnu sødere i år.

- Jeg vidste, at vi bare skulle gennem sidste sving som nummer et og to. Jeg vidste, at hvis Kasper kom ind først med mig på hjul, så ville jeg vinde, sagde Mørkøv efter sejrsceremonien.

- Nogle gange lykkes intet i cykelsporten, men vi rider på en succesbølge på vores hold, og Kasper og jeg har et virkelig godt samarbejde. Vi stoler på hinanden. Jeg lagde alle mine æg i hans kurv, og han gjorde, hvad han skulle.

- Når jeg har en så stærk hjælperytter, så er det ikke så svært at vinde. Og jeg må også fremhæve vores anden holdkammerat, nemlig Mikkel Honoré. Han gjorde også et stort stykke arbejde i det her løb.

- Hvordan holder I sammen på det hele under et så stort forventningspres?

- Vi kører på et hold med stor succes. Vi vinder meget, og det levner plads til bare at have is i maven. Andre tyer ofte til panikløsninger for at opnå en sejr, men vi tør holde os til vores aftaler, sagde Mørkøv.

- Vi holder os simpelt hen til planen. Jeg havde vundet DM to gange før, så det var ikke den eneste chance i en lang karriere for at vinde. Jeg fulgte planen og tager det som en kæmpe bonus, at jeg vandt igen.

- Jeg er bare ufatteligt stolt over, at jeg skal køre Tour de France i dannebrogstrøjen, sagde Michael Mørkøv.

Kasper Asgreen vandt torsdag det danske mesterskab i enkeltstart og skal i den disciplin også køre i dannebrogstrøjen i Tour de France, som begynder på lørdag i Bruxelles.

Se også: FCM opruster: Smider millioner efter brasilianer

Se også: Tre timer senere: Ny F1-farce

Se også: Dansk fighter i bizar kamp: Vi skøjtede rundt i blod

Foto: Finn Frandsen/Polfoto Sport og Spil KÆMPE Laudrup-interview: - Jeg synes altså kæden falder helt af

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere