Overlæges dom over Froomes nyre-forsvar: Det er langt ude

Ledende overlæge på nyremedicinsk afdeling afviser pure, at en rask atlet som Chris Froome skulle kunne ophobe Salbutamol i nyrerne

Ekstra Bladets cykelsportsekspert, Michael Rasmussen, fortalte om Froome-sagen, da det blev afsløret. Se det her

Den stab af medicinske eksperter, som Tour-kongen Chris Froome har hyret til finde en gangbar forklaring på hans overdosis af et astmapræparat, overvejer ifølge den franske sportsavis L’Équipe at pege på en defekt i nyrerne som årsag til, at han testede positiv under Vuelta a España.

Ledende overlæge på nyremedicinsk afdeling på Skejby Sygehus, Stinne Kvist, afviser imidlertid ganske kategorisk forklaringen, som går på, at stoffet skal have ophobet sig i nyrerne for så at blive skyllet ud netop, da Froome var indkaldt til dopingkontrol.

- Det er langt ude. Jeg kan ikke se for mig, at det skulle kunne lade sig gøre. Hvis han har haft normal nyrefunktion indtil da, kan jeg ikke forestille mig, at noget er blevet ophobet i nyrerne, siger Stinne Kvist til Ekstra Bladet.

- Jeg har aldrig hørt om det hos en patient med normal nyrefunktion. Det er muligt hos en patient med svært nedsat nyrefunktion, at der kan ske en ophobning i nyrerne, hvorefter det så bliver skyllet ud, når patienten genvinder sin normale nyrefunktion.

- Men det er jo utænkeligt, at en professionel cykelrytter på det niveau ikke skulle være klar over, at han havde nedsat nyrefunktion, siger Stinne Kvist.

Froome er givetvis en af de mest lægekontrollerede personer i verden, og det må anses for temmelig usandsynligt, at han uvidende skulle have levet med nedsat nyrefunktion. Der har aldrig tidligere været tale om, at Froome skulle have nyreproblemer.

Derimod har han lidt af sygdommen bilharziose, sneglefeber. En infektion med parasitter, der lever i blodbanen og svækker organismen. I sin selvbiografi, ’The Climb’, nævner han intet om en nyresygdom, men han citerer dog Wikipedia for, at langvarig infektion med bilharziose kan forårsage nyresvigt.

- Det må være meget let at påvise eller tilbagevise, at Chris Froome har nedsat nyrefunktion. Det kan klares med en blodprøve, siger Stinne Kvist.

- Jeg går ud fra, at han har rådgivere, som hjælper ham, og man kan forestille sig, at de er i færd med at grave en eller anden obskur forklaring frem.

- Den vil jeg være meget interesseret i at høre, for den må godt nok være teoretisk, siger Stinne Kvist.

Se også: Froomes uventede doping-forsvar: Hov, jeg har nok en nyrefejl

Se også: Tour de France åbner med ikonisk stigning i 2019

66 kommentarer
Vis kommentarer