MENDE (Ekstra Bladet): Superstjernen Tadej Pogacar er gået fra en position som storfavorit til pludselig at skulle angribe ved enhver lejlighed, han får, for at forsøge at få skovlen under danske Jonas Vingegaard.
Det var 14. etape et rigtig godt eksempel på.
Allerede efter få kilometer af lørdagens etape overraskede sloveneren nemlig de fleste, da han pludselig indledte et angreb.
Men ikke Jonas Vingegaard. Ham overrasker man ikke.
- Jeg er ikke overrasket over det. I det øjeblik var jeg bare lidt for langt tilbage i feltet, så i sidste ende måtte jeg selv lukke det lille hul. Det gjorde jeg, og det kostede mig ikke særlig meget energi, forklarede han på det obligatoriske pressemøde.
Artiklen fortsætter under billedet...
Den 25-årige dansker er nemlig fuldt ud bevidst om, at Tadej Pogacar ikke har tænkt sig at stille sig tilfreds med ende som nummer to i verdens største cykelløb.
- Jeg forventer, at han vil angribe hver gang, han får muligheden. Derfor forventede jeg også, at han ville prøve at angribe i dag. Men heldigvis kunne jeg følge efter ham, og det er jeg glad for.
Netop følge efter ham var lige ved Jumbo-Visma-danskeren gjorde igen mod slutningen af etapen, da UAE Emirates-stjernen på etapens sidste stigning igen forsøgte at vrisse danskeren af sig.
Men hver eneste gang Pogacar vendte sig om for at se, om han havde knækket danskeren, kunne han blot se Vingegaard i den gule trøje, der sad klinet til hans baghjul.
- Jeg blev i hans hjul hele tiden, så man kan vel godt sige, at jeg har sat noget lim på hans baghjul, lød det med et lille grin fra Jonas Vingegaard, der generelt ikke virkede til at være tæt på sin grænse, da han skulle følge efter den dobbelte Tour de France-vinder.
Artiklen fortsætter under billedet...
Han virkede samtidig meget rolig og fokuseret på trods af, at han nu er ét skridt nærmere drømmen om at stå øverst på podiet i Paris.
Søndag venter endnu en dag, der burde blive en forholdsvis rolig dag på kontoret for Jonas Vingegaard og resten af Jumbo-Visma-mandskabet inden mandagens hviledag.
Men sådan ser thyboen ikke selv på det.
- Jeg kommer til at tage det dag for dag, og i første omgang er der en dag i morgen (søndag, red.). Derefter vil jeg begynde at se frem til Pyrenæerne, fortalte Jonas Vingegaard, der fra på tirsdag for alvor kommer på arbejde, når Tour de France-feltet igen rammer bjergene og den ekstreme varme.
Læs også: Alpernes konge: Det vidste du ikke om Vingegaard
Men selv ikke udsigten til at skulle køre i den bagende sol med temperaturer, der sniger sig langt over 40 grader, får danskeren fra det nordvestlige Jylland til at ryste på hånden.
- Til sidst var det rigtig hårdt, men på det meste af etapen var det ikke så slemt med varmen. I Mende var det måske omkring 40 grader, men jeg har det normalt godt i varmen, og det havde jeg også i dag.
Jonas Vingegaard fører fortsat det samlede klassement i Tour de France med to minutter og 22 sekunder ned til Tadej Pogacar på andenpladsen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------