Par nr. 7 i front efter dramatisk jagt

Michael Mørkøv og Oliver Wulff Frederiksen fører inden finaledagen i det københavnske seksdagesløb efter en hektisk mandag aften, der bød på flere grimme styrt

Michael Mørkøv sender Oliver Wulff Frederiksen af sted. De to fører fortsat det københavnske seksdagesløb. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Michael Mørkøv sender Oliver Wulff Frederiksen af sted. De to fører fortsat det københavnske seksdagesløb. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

BALLERUP (Ekstra Bladet): Finalen tirsdag kan ikke blive andet end en gyser.

I hvert fald er 2019-udgaven af det københavnske seksdagesløb efter fem dage vanvittigt tæt.

Fire hold kæmper nemlig fortsat om sejren i Ballerup Super Arena, der mandag bød på både forrygende cykelløb og tunge styrt.

Det populære Par nr. 7, Michael Mørkøv og hans blot 18-årige makker, Oliver Wulff Frederiksen, var i spidsen inden mandagens handicap-jagt over 75 km - der nu har fået navnet 'Gert Franks Mindeløb' efter den nyligt afdøde seksdages-legende.

Den status holdt de fast i efter jagten, hvor der der dramatik i toppen af klassementet - men desværre på den triste måde.

Jesper Mørkøv fik en punktering og styrtede i et af svingene, og hollandske Wim Stroetinga måtte ned kort efter, da et skift kiksede. Ingen af dem kunne fortsætte, og så sammensatte man et nyt par af deres makkere, Yoeri Havik og Christian Grassmann.

Jesper Mørkøv var med helt fremme, da han styrtede og ikke kunne fortsætte. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jesper Mørkøv var med helt fremme, da han styrtede og ikke kunne fortsætte. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det nye par viste sig dog ganske holdbart, da de formåede at bide sig fast i topstriden sammen med Mørkøv og Wulff, det belgiske par, Kenny De Ketele og Moreno De Pauw, samt Marc Hester, der kører sammen med tyske Theo Reinhardt.

De fire hold er på omgangshøjde med Par nr. 7 en god bid foran på point. Desværre for dem har de rundet 200 point og dermed scoret en bonusomgang. Den får de tre andre par uden tvivl tidligt tirsdag, hvor seksdages-finalen finder sted.

Men Michael Mørkøv har en plan.

- Der er mange point at køre om, så med lidt held kan vi nå op på 300 og få en bonusomgang. Det er i hvert fald det, vi går efter, siger den danske Quick-Step-rytter.

De mange styrt - blandt andet jo også med hans lillebror - kom også til at betyde, at taktikken for mandagen gik fløjten.

- Det blev en underlig omgang, hvor vi i stedet for en lang jagt kom til at køre to korte. Jeg havde forventet, at Jesper og Grassmann og Havik og Stroetinga ville angribe i dag. Det kunne vi så lukrere lidt på. Men det skete ikke, siger Mørkøv, der lige skulle synke en ekstra gang, da han så, at det var hans bror, der var røget ned.

- Vi har kørt meget sammen, og der er aldrig sket noget. Heldigvis kunne jeg se, at han ikke var kommet alvorligt til skade, men selvfølgelig blev jeg påvirket af det, da jeg så ham første gang, siger Mørkøv.

De hollandske brødre, Raymond og Michel Kreder vandt handicapjagten.

Top-striden efter fem dage

1. Par nr. 7 - Michael Mørkøv og Oliver Wulff Frederiksen - 247 point

2. Par nr. 16 - Kenny De Ketele og Moreno De Pauw - 186 point

3. Par nr. 1 - Yoeri Havik og Christian Grassmann - 184 point

4. Par nr. 9 - Marc Hester og Theo Reinhardt - 177 point

Se også: Drama ved seksdagesløbet: Rytter og arrangør i infight

Se også: Mesteren ydmyget

Se også: - Hun stod med rumpen i en udfordrende positur

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere