Pengene fosser ud - men Riis’ Tour-drøm lever

Mens Virtu Cyclings kvindehold lukker, tror Bjarne Riis stadig på, at han kan stille til start med et herrehold, når Touren kommer til Danmark i 2021

Bjarne Riis har kun nødtvungent opgivet sit kvindehold. Han har stadig ambition om at føre sit herrehold til Tour de France i Danmark i 2021. Foto: Tariq Mikkel Khan
Bjarne Riis har kun nødtvungent opgivet sit kvindehold. Han har stadig ambition om at føre sit herrehold til Tour de France i Danmark i 2021. Foto: Tariq Mikkel Khan

Bundlinjen blinker rødt i cykelsportskoncernen Virtu Cycling Group, og den store sponsor har efter flere års intens eftersøgning ikke meldt sig, men alligevel er Bjarne Riis’ drøm om at stille til start med et hold i Tour de France i 2021 intakt.

Mandag erkendte Riis et sjældent nederlag, da han meddelte, at koncernens kvindehold lukker ved årsskiftet, men ambitionen på herresiden er uændret, forsikrer Riis.

- Vi stræber stadig efter at etablere et professionelt cykelhold. Vi har gang i nogle ting, men vi har i princippet intet, før vi har den endelige aftale, siger Riis.

- Jeg er fortrøstningsfuld, for vi sidder klar til at sætte det hele i gang, hvis muligheden byder sig, siger han.

Endnu er der to år, til Tour de France begynder i København, men det er givetvis afgørende for Riis og hans kompagnoner i Virtu Cycling Group, at koncernen allerede næste år er at finde i det professionelle felt.

Garanteret adgang til Tour de France har de 18 hold, der befinder sig i cykelsportens første division, World Tour. Fra næste år gælder, at de to bedste hold i anden division sikrer sig adgang til løbet, mens arrangøren frit kan vælge yderligere to hold fra anden division.

Drømmen for Riis er at eje et World Tour-hold, men efter alt at dømme satser han først på at etablere et Pro Team, som holdene i anden division kaldes fra nytår. Det betyder, at hans hold allerede næste år skal slutte som et af verdens to bedste Pro Teams, hvis han vil være sikker på Tour-deltagelse i 2021.

Riis kan nemlig kun nære et spinkelt håb om at blive inviteret til start af Tour-arrangør ASO, idet flere veletablerede franske hold står langt foran ham i køen.

- Hvor langt er vi? Det er svært at sige. Pludselig kan tingene gå meget hurtigt, men jeg er ikke den, der sætter ord på, hvor langt vi faktisk er. Vi melder ud, når der er noget at melde ud om, siger Riis, som dog erkender, at tiden er ved at rinde ud.

- Det er klart, at der er et tidspres, for der er formelle deadlines, der skal overholdes i forhold til ansøgning og dokumentation og så videre, siger Riis.

- Det er også klart, at mulighederne for at hyre stærke ryttere er bedre før Touren end nogle måneder efter Touren. Vi har stadig tid at løbe på, men vi skal da gerne snart have noget på plads, hvis det skal blive til noget, siger Riis.

- Efter 1. august begynder tiden at skride, men det kan stadig lade sig gøre. Det er sandsynligt, at der vil være færre attraktive ryttere at hyre, men der er dog stadig et stort marked.

I forbindelse med Riis’ aftale med Eurosport om at kommentere Giro d’Italia forlød det, at han ville holde ferie under Touren. Den plan synes at kollidere med ambitionen om at etablere et professionelt cykelhold midt i den mest hektiske periode i cykelsporten, hvor talløse aftaler om grej, ryttere, personale og sponsorater indgås.

- Man kender mig dårligt, hvis man tror, at jeg ikke er til rådighed til enhver tid. Jeg er ikke længere væk, end at jeg er lige ved siden af, siger Riis.

- Jeg skal i øvrigt lave lidt for Eurosport under Tour de France, men det er rigtigt, at jeg agter at holde ferie med familien. Er der brug for det, er jeg selvfølgelig til rådighed.

- Vi melder ud om vores projekt, når der er noget at melde ud. Vi er nået langt, men det er nu engang sådan, at man kan være nået temmelig langt i et projekt og så alligevel være langt fra målet, siger Riis.

Riis' herrehold, Team Waoo, kører i cykelsportens tredje division

Se også: Riis giver op: Lukker sit World Tour-hold

Se også: Skyder nye millioner i cykelkoncern

Se også: Dansker foran stort skifte: - Jeg kører World Tour næste år

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere