Rasende vinder: Paris-Roubaix er røv og nøgler!

Monumentet Paris-Roubaix har gennem tiden leveret dramaer på stribe, og alle håber på mere søndag, når 114. udgave af løbet køres

Kaos hersker ofte i Paris-Roubaix, når feltet hamrer hen over brostenene. (Foto: All Over).
Kaos hersker ofte i Paris-Roubaix, når feltet hamrer hen over brostenene. (Foto: All Over).

Når søndagens vinder af Paris-Roubaix hyldes på velodromen i den triste og grå nordfranske målby, er det ved skæbnens ironi legenden Bernard Hinault, som overrækker det brostenstrofæ, som enhver klassikerrytter vil bytte deres mor for.

Ironisk, fordi Hinault selv foragtede løbet, da han var verdens bedste cykelrytter i 1980’erne. Tre gange kørte han ’klassikernes dronning’, og i 1981 vandt han.

Det skete i den regnbuestribe trøje som bevis på, at han var regerende verdensmester. En storslået triumf, skulle man mene, men 'Grævlingen' var ingen glad mand.

Gnavpotten vrissede af reporterne, der ville høre om hans 263 kilometer lange ridt gennem 'Helvedet i Nord' – en pilgrimsfærd besunget af poeter, en rejse lovprist af filmmagere, et løb elsket af masserne.

Bernard Hinault (tv) er stadig 30 år efter sin storhedstid som cykelrytter et kæmpe navn i international cykelsport. Her fotograferet med amerikaneren Greg LeMond i 2014 under Tour de France. (Foto: Claus Bonnerup).
Bernard Hinault (tv) er stadig 30 år efter sin storhedstid som cykelrytter et kæmpe navn i international cykelsport. Her fotograferet med amerikaneren Greg LeMond i 2014 under Tour de France. (Foto: Claus Bonnerup).

For Hinault, landmanden fra Yffinac i bondske Bretagne, var der imidlertid ingen poesi i et helvedesløb, hvor han var styrtet syv gange – sidste gang, da han ramte en hund på Gruson-pavéen 13 kilometer fra Roubaix – og som blev kørt i smattet gråvejr.

- Paris-Roubaix est une connerie!, erklærede den tætbyggede verdensmester, som undervejs måtte tage cyklen over skulderen og løbe bag om tilskuerne, da løbsdirektør Félix Lévitans bil på grund af et styrt holdt stille og spærrede vejen på den frygtede Arenberg-pavé.

Se også: Syg Matti Breschel melder afbud til Paris-Roubaix

'Connerie' lader sig dårligt oversætte til noget andet sprog. 'Bullshit' ville englænderne sige. 'Røv og nøgler' ville man vel sige på godt dansk. Eller 'pis og papir'. Det er under alle omstændigheder ikke noget godt, og for Hinault var verdens måske største endagsløb altså det rene 'connerie'.

Han havde forsøgt sig året før og var sluttet som nummer fire. Han var da dobbelt vinder af Tour de France og var på vej til at etablere sig som feltets enehersker.

En sejr i Paris-Roubaix måtte han have, denne feltets Napoleon, så drevet af forfængelighed kastede han sig ud i det. Hans omdømme kunne jo lide skade, hvis han, chefen, ikke kunne vinde Paris-Roubaix.

Se også: Vader i tilbud: Superstjernen kan sprænge banken - igen

Udadtil lod han ikke til at være imponeret af løbet. 'Paris-Roubaix har aldrig været et sæsonmål for mig. Det er medierne, der hævder det', sagde Hinault ifølge bogen 'Paris-Roubaix – All the bumps of cycling's cobbled classic' af Les Woodland.

Hinault ankom med sit Renault-Elf-Gitane-mandskab tre dage før løbet for at prøvekøre pavéerne. Allerede da var han pirrelig, skriver Woodland, og en holdkammerat, Pascal Poissons, nød at drille ham ved at køre tæt bag ham og fløjte højt.

En scooter overhalede gruppen, og efterhånden sprængfarlig af arrigskab kastede Hinault sig ud i en jagt på motorkøretøjet. 'Snart kørte alle i en hale efter mig. Der var ingen, der fløjtede mere', fortalte Hinault sidenhen.

Se også: Berømte brosten drukner i mudder inden Paris-Roubaix

Kollisionen med hunden efterlod Hinault hægtet af en udbrydergruppe, men han kom i sadlen og indhentede de fem forude, nemlig Roger de Vlaeminck, Francesco Moser, Guido van Calster, Marc Demayer og Hennie Kuiper.

På velodromen trådte Hinault som altid an i højt gear og vandt spurten. Hans fjerde sejr i et af cykelsportens fem monumenter. Året efter stillede han atter op, men så havde han også fået nok af det nordfranske 'connerie'.

Indtil han altså blev hyret af løbsarrangør ASO til at smile på podiet og lykønske sine efterfølgere.

**

Helvedet i Nord
Brostensstrækningerne i Paris-Roubaix er rangeret i sværhedsgrad med de femstjernede strækninger som de absolut vanskeligste. Det er oftest på disse strækninger, at løbet afgøres. Løbets 27 ’pavéer’ er nummererede og feltet starter nedefra og arbejder sig op.

27. Troisvilles (km 98,5 - 2200 m) ***
26. Viesly (km 105 - 1800 m) ***
25. Quievy (km 107,5 - 3700 m) ****
24. Saint-Python (km 112,5 - 1500 m) **
23. Vertain (km 120,5 - 2300 m) ***
22. Capelle-Ruesnes (km 127 – 1700 m) ***
21. Quérénaing - Maing (km 137,5 - 2500 m) ***
20. Monchaux-sur-Ecaillon (km 141 - 1600 m) ***
19. Haveluy (km 154 - 2500 m) ****
18. Trouée d’Arenberg (km 162 - 2400 m) *****
17. Wallers - Hélesmes, dit « Pont Gibus » (km 168 - 1600 m) ***
16. Hornaing (km 175 - 3700 m) ****
15. Warlaing - Brillon (km 182,5 - 2400 m) ***
14. Tilloy - Sars-et-Rosières (km 186 - 2400 m) ****
13. Beuvry-la-Forêt - Orchies (km 192,5 - 1400m) ***
12. Orchies (km 197,5 - 1700 m) ***
11. Auchy-lez-Orchies - Bersée (km 203,5- 2700 m) ****
10. Mons-en-Pévèle (km 209 - 3000 m) *****
9. Mérignies - Avelin (km 215 - 700 m) **
8. Pont-Thibaut (km 218 - 1400 m) ***
7. Templeuve - Moulin de Vertain (km 224,5 - 500 m) **
6. Cysoing - Bourghelles (km 231 - 1300 m) ***
Bourghelles - Wannehain (km 233,5 - 1100 m) ***
5. Camphin-en-Pévèle (km 238 - 1800 m) ****
4. Le Carrefour de l’Arbre (km 240,5 - 2100 m) *****
3. Gruson (km 243 - 1100 m) **
2. Hem (km 249,5 - 1400 m) **
1. Roubaix (km 256,5 - 300 m) *

***

Seks favoritter

****** Fabian Cancellara (Trek), Schweiz, 35 år
***** Peter Sagan (Tinkoff), Slovakiet, 26 år
**** Zdenek Stybar (Etixx), Tjekkiet, 30 år
*** Lars Boom (Astana), Holland, 30 år
** Alexander Kristoff (Katusha), Norge, 28 år
* Tom Boonen (Etixx), Belgien, 35 år

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere