Onsdag blev han udskrevet fra hospitalet, og konen kunne endelig hente Luca Wackermann hjem.
Torsdag var rytteren fra Vini Zabù–KTM så tilbage i Toscana, alt i mens Arnaud Démare (Groupama–FDJ) mange hundrede kilometer sydpå spurtede sig til suveræn triumf på 6. etape i Matera.
Sådan en drømte Wackermann selv om.
Han tog af sted til Giroen som et af sit mandskabs bedste kort i kampen for en etapesejr. Afkastet blev i stedet en brækket næse, en beskadiget ryghvirvel og stribevis af hudafskrabninger …
Den 28-årige italiener blev offer for en regulær skandale på 4. etape, hvor en lavtflyvende helikopter fra tv-stationen RAI angiveligt blæste et hegn lige i hovedet på rytteren.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Så mens resten af feltet fortsatte den videre Giro-færd på fastlandet, blev Wackermann hængende på hospitalet i Messina.
Farcen er dog ingenlunde glemt på det lille italienske mandskab. De har i sinde at nå til bunds i fadæsen og drage de skyldige til ansvar.
Det fortæller Valerio Bianco, pressechef hos Vini Zabù–KTM, som Ekstra Bladet møder i Castrovillari. Han glæder sig over, at Wackermann er i bedring, men er stadig rasende over hændelsen.
- Det her kan ikke accepteres. Det var en helikopter, der forårsagede det. Vi fik en video, hvor det tydeligt ses, at helikopteren flyver meget lavt. Vi vil have hændelsen undersøgt nærmere, og det er helt sikkert, at vi vil drage de skyldige til ansvar, siger Bianco.
Han køber ikke påstanden om, at naturlige vindforhold bærer skylden, som tv-stationen RAI - ifølge italienske medier - ellers skulle have fremført.
- De snakkede om vinden som årsag. Men der var ingen vind. Det var den eneste finale, hvor der ikke var særlig meget vind, siger Bianco.
Ekstra Bladet har forelagt sagen for RCS, der er arrangør af Giro d’Italia. Her bekræfter organisationens talsmand, Stefano Diciatteo, at vindforholdene ikke spillede en rolle.
- Hegnene var fastnet korrekt, og der var ingen vind på opløbsstrækningen. Det eneste, der kunne ske, ville være forårsaget af eksterne faktorer, lyder det fra Diciatteo.
UCI har bekræftet, at man er blevet bedt om at indlede en undersøgelse af ulykken.