FOUGÈRES (Ekstra Bladet): Fem år efter sin seneste triumf i Tour de France markerede briten Mark Cavendish sig tirsdag atter som en af de hurtigste cykelryttere i verden, da han vandt sin 31. etapesejr i verdens største cykelløb.
Få havde ventet, at han overhovedet blev udtaget til Touren, og uden tvivl også et mindretal havde troet på, at han så også ville kunne vinde en etape. Det kunne han altså, og han fejrede det med glædestårer og følelserne uden på tøjet.
- Han er 36 år efterhånden, og han har haft nogle magre sæsoner i de senere år, så det kalder på respekt, at han vinder endnu en etapesejr, siger Michael Rasmussen.
- Man så jo også de andre ryttere i feltet lykønske ham og glæde sig på hans vegne. Det er selvfølgelig udtryk for stor respekt.
Etapen i sig selv var helt som forventet intet at juble over. To ryttere røg alene af sted tidligt, nemlig Brent Van Moer og Pierre-Luc Périchon, men de blev ædt af feltet, hvorefter sprinterne tog over.
Rasmussens top:
Mark Cavendish, selvfølgelig. Det kunne være fristende at give toppen til Brent van Moer, som kørte i udbrud hele dagen og var et mulehår fra at trække bukserne af hele feltet, men som så ofte før måtte udbryderen tage til takke med tv-tid og den sympati, der altid strømmer den i møde, der er lige ved og næsten.
Toppen går naturligvis til Mark Cavendish, der som hasteindkaldt reserve kvitterede for tilliden med sin 31. etapesejr i Tour de France. Verdensklasse.
Rasmussens flop:
Feltets protestaktion over gårsdagens farlige etapeslutning. Rytterne kørte langsomt de første ti kilometer og stoppede helt i et minut eller to for at markere deres utilfredshed. Der var dog ingen af rytterne, der i etapens finale skænkede gårsdagen mange tanker. Da gjaldt det igen bare om at komme først over målstregen. Aktionen får efter min bedste overbevisning ingen som helst effekt.
