Rasmussen efter angreb på Fuglsang: Skaden er sket!

Jakob Fuglsang har ikke ladet sig ryste af den mediestorm, han er drevet igennem, men dopingmistanken vil nu formentlig for altid klæbe til ham, skriver Michael Rasmussen

Fuglsang havde et fremragende 2019, men 2020 kom skidt fra start

Da Jakob Fuglsang i sidste uge skød først over stregen foran Mikel Landa på første etape af Ruta del Sol i Andalusien, var det kun et spørgsmål om tid, før sarkastiske bemærkninger om hans sejr ville vise sig i nyhedsstrømmen på de sociale medier.

‘Mikel Landa og McLaren kan intet stille op mod Fuglsang og Ferrari,’ lød det i forskellige variationer med henvisning til storsponsoren på Landas Bahrain-hold og Fuglsangs påståede forbindelse til den berygtede dopingdoktor Michele Ferrari.

Det ville have været sjovt, hvis der faktisk var ført bevis for, at Fuglsang har dyrket en ulovlig forbindelse til Ferrari. Det er der ikke. Faktisk er Fuglsang snarere renset for dopingmistanke.

Men skaden er sket! Fuglsang må givetvis i resten af sin karriere leve med, at mistanken mod ham vil blive nævnt i samme åndedrag som hans sejre. Det kan han takke dagbladene Politiken og VG samt Danmarks Radio for. 

Med dramaturgi som en kriminalfilm, halve sandheder og mangelfuld research ødelagde de tre medier på under et døgn det gode navn og rygte, som Fuglsang har brugt et årti på at opbygge. 

‘Hemmelig rapport kæder Jakob Fuglsang sammen med bandlyst dopinglæge’, lød det på forsiden af Politiken. Det er uanstændigt, for den over et halvt år gamle rapport kæder netop ikke Jakob Fuglsang sammen med Ferrari. 

Efterforskerne var ikke i stand til at knytte en forbindelse mellem de to. Det fremgår utvetydigt af rapporten, som centrerede sig om et løst funderet rygte, der havde løbet i cykelverdenen. Undersøgelsen sluttede sidste sommer. Siden da er intet sket. Intet!

De tre medier har intet andet at skyde med, så det eneste halmstrå, de kan klamre sig til, er, at Fuglsang og Astana har valgt at tie i sagen. De ønskede ikke at kommentere rapporten, som de ikke fik adgang til at studere i sin helhed, og med tavsheden mistænkeliggør de sig selv.

Fuglsang havde gjort sig selv en tjeneste ved at stille sig frem og afvise alt. Han kunne have lagt sagen død med det samme, og kender jeg ham ret, var det nok det, han helst havde gjort. 

Sandsynligheden taler dog for, at der sidder nogen i jakkesæt og slips i kulissen og beslutter, hvad der tjener holdet bedst. Det er ikke det smarteste træk efter min mening, for tavsheden åbner et vindue for spekulationer på vid gab. 

Fuglsang lader sig ikke let blæse omkuld. Han har en højere stresstærskel end de fleste, og det demonstrerede han med al ønskelig tydelighed med sin samlede sejr i Andalusien. Det er fint at se. 

Han er imidlertid ikke umærket af de alvorlige beskyldninger. Det kan han ikke være. Jeg er fast overbevist om, at han ikke uden videre accepterer at være blevet hængt ud som dopingsynder.

Han slår tilbage, når tiden er moden.

Danskeren er vinder af etapeløbet Vuelta a Andalucia. Foto: Sirotti Stefano/Ritzau Scanpix Cykling Kæmpe triumf - Fuglsang vinder etapeløb

 

Cykling Fuglsang triumferer i første forsøg

Vinokurov og Astana vil til bunds i Fuglsang-sagen. Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan Cykling Langer ud efter medier: - Skadelig effekt

Foto: Ernst van Norde Cykling Officielt: CADF ønsker ikke Fuglsang-sag åbnet

Jakob Fuglsang er blevet efterforsket i forhold til at have samarbejdet med en kendt dopinglæge. Foto: Olivier Matthys/AP/Ritzau Scanpix Cykling Fuglsang undersøgt for forbindelse til dopinglæge