Rasmussen om Vingegaard: - Luk alt ude

Med tredjepladsen i Tour de France følger et tungt pres, siger Michael Rasmussen, som selv har været dér, hvor Vingegaard er nu

Jonas Vingegaard på Mont Ventoux onsdag. Efter etapen var han nummer tre i den samlede stilling i verdens største cykelløb. Foto: Tim de Waele/Getty Images
Jonas Vingegaard på Mont Ventoux onsdag. Efter etapen var han nummer tre i den samlede stilling i verdens største cykelløb. Foto: Tim de Waele/Getty Images

NÎMES (Ekstra Bladet): På sin pressekonference med danske medier på hviledagen i mandags understregede Jonas Vingegaard, at han helt undgår at læse nyheder på nettet og se tv her under Tour de France for ikke at blive stresset af de voksende forventninger til ham.

Og det gør han ret i, mener Michael Rasmussen, som i 2005 lå placeret i top tre i 12 dage i Tour de France, mens han i 2007 i otte dage kørte i den gule trøje.

- Luk alt ude. Det er mit bedste råd - ikke som kommentator her i Tour-karavanen, for vi i pressen vil selvfølgelig gerne stille spørgsmål og få svar.

- Men som tidligere Tour de France-rytter, der også har prøvet at være højt placeret i løbet, er det mit bedste råd at tage skyklapper på og alene have fokus på det rent sportslige, siger Michael Rasmussen.

- Luk ned for computer, telefon, sociale medier og alt det der. Ring lige til konen og sig hej om aftenen, men ellers gælder det om at finde ro. Læs en bog, lyt til musik, se en film.

- Koncentrer dig kun om det, der ligger ligefor. Der er for eksempel ingen grund til at bekymre sig om Pyrenæerne, før de står for døren, siger Michael Rasmussen.

Jonas Vingegaard kører i øjeblikket i den hvide ungdomstrøje, som han har til låns, idet den faktisk tilhører Tadej Pogacar. Vingegaard er nummer to i ungdomskonkurrencen, og derfor skal han ikke hver dag på podiet og har ingen særlige forpligtelser som for eksempel pressemøder. 

Det er en fordel for ham, idet han så netop kan lukke alt ude og ikke er tvunget til at forholde sig til verden udenfor, så at sige. Omvendt har han glæde af den respekt, den hvide trøje giver i feltet.

- Man mærker med det samme vigtigheden af at køre i en af løbets distinktive trøjer, og alle ved, hvad nummer man ligger i klassementet, siger Michael Rasmussen.

- Så får man altså lige fem-ti centimeter ekstra plads i feltet. Folk har bare respekt for dem, der kører klassement. 

- Og respekten bliver ikke mindre af, at der både er kørt bjergetaper og en enkeltstart, for så er det altså ikke tilfældigt, at man ligger nummer tre i verdens største cykelløb, siger Rasmussen.

Jumbo-Visma mistede onsdag på Ventoux-etapen endnu en rytter, idet tyske Tony Martin styrtede og måtte udgå. Det bringer antallet af Jumbo-Visma ned på i alt fem ryttere, hvoraf Vingegaard i bedste fald kan regne med tre mand i bjergene, nemlig Sepp Kuss, Steven Kruijswijk og Wout van Aert.

Hverken Kuss eller Kruijswijk har demonstreret stort overskud i højderne, men til Vingegaards fordel taler, at Wout van Aert onsdag vandt en fornem etapesejr, og at han formentlig dermed fik tilfredsstillet sine personlige ambitioner i løbet.

- Van Aert må forventes helhjertet at bakke Vingegaard op nu, og det er særligt vigtigt i en situation, hvor holdet har mistet andre stærke kræfter, siger Michael Rasmussen.

- Jeg noterer mig dog, at Van Aert kun er seks point fra bjergtrøjen, så man kan frygte på Vingegaards vegne, at Van Aert også har øje for andet end at køre som hjælperytter.