Rasmussen skælder ud: Det er urimeligt

Tadej Pogacar fører suverænt Tour de France, og det fører nærmest automatisk til mistænkeliggørelse. Det er bare ikke rimeligt

Rasmussen skælder ud: Det er urimeligt

Du er nok ikke Guds gave til cyklingen, siger Michael Rasmussen. Så drop mistænkeliggørelsen, når nogen klarer sig godt

Søndag prydede Tadej Pogacar forsiden af sportsavisen L’Équipe her i Frankrig. Selvfølgelig gjorde han det, for lørdag smadrede han på Col de Romme og Col de la Colombière al modstand i årets Tour de France og kørte sig i gult.

‘Uden for kategori’, lød overskriften. Man kunne fornemme en vis tvetydighed i den, men først mandag slog den franske selvforståelse fuldt igennem, da den tidligere seniorreporter på L’Équipe, Philippe Brunel, i avisen Ouest-France buldrede frem med påstand om, at man vel skal tro lige så meget på julemanden som på det, man ser i Tour de France.

Brunel formulerer sit angreb på sporten - og dermed selvfølgelig Pogacar - lidt mere nuanceret, men meningen er ikke til at tage fejl af: Cykelsporten har fuldstændigt mistet sin troværdighed, mener han. Der er ingen store mestre tilbage. De seneste var Laurent Fignon og Bernard Hinault.

Efter en menneskealder som højt respekteret journalist fælder den nu pensionerede Brunel dom netop på en hviledag, hvor der er en sær tradition for at mistænkeliggøre dem, der kører stærkest. 

I min tid fældede en reporter dom over mig med spørgsmålet ‘Kan vi stole på dig?’, hvilket reporteren åbenlyst mente, at man ikke kunne. Sidste år var det en britisk journalist, der stillede det samme værdiladede og dermed alt andet end fair og objektive spørgsmål til Primoz Roglic. 

Og nu er det så Tadej Pogacar, der er skydeskive, fordi han kører så hurtigt, at franskmændene ikke kan følge med og derfor er en af dem, man ikke kan lide. Han kører også på et suspekt hold, lyder det, idet teamleder Mauro Gianetti i 1998 lå i koma i tre dage efter angiveligt at have indtaget dopingmidlet PFC.

Det er bare ikke rimeligt at fælde dom over en 22-årig gut, som end ikke var født på det tidspunkt. 

Brunels udfald mod sporten bærer præg af fransk bitterhed over, at nationen ikke synes at kunne fostre en Tour-vinder. Det er 36 år siden, at en franskmand har vundet Tour de France, og Brunel slår fast, at når man i dag taler om ‘le grand cyclisme’, så må man spole over 30 år tilbage til dengang, Hinault i 1985 som den foreløbigt sidste franskmand kunne triumfere i Paris.

Det er udtryk for en romantisk forestilling om, at alting var bedre i gamle dage, og med giganterne Fignon og Hinault in mente er det i Brunels optik passende at trække stregen netop der - og det til trods for at i hvert fald Fignon brugte præstationsfremmende midler. Det indrømmede han i sin selvbiografi, ‘Vi var unge og ubekymrede’.

Hvad Brunel fuldstændigt underkender, er det indlysende faktum, at enhver generation har sine mestre. Og lige nu tegner det til, at Tadej Pogacar er den største i sin. Blot fordi, han kører hurtigst på cykel i kraft af sit afsindige talent, er det ikke rimeligt at mistænkeliggøre ham.

Som altid må tiden vise, om vi kan stole på det, vi har set.