Ren magtdemonstration: Blev nummer 1, 2, 3 og 4...

Evigt sejrende Etixx-Quickstep gjorde det igen. Sikrede sig den 18 sejr i sæsonen, da de var totalt dominerende i hollandsk endagsløb

Sidste års Paris-Roubaix-vinder Niki Terpstra var med i det afgørende udbrud, hvor holdkammeraten Iljo Keisse sejrede (Foto: AP)
Sidste års Paris-Roubaix-vinder Niki Terpstra var med i det afgørende udbrud, hvor holdkammeraten Iljo Keisse sejrede (Foto: AP)

Etixx-QuickStep har de seneste sæsoner været uhyggelige på landevejene.

Holdets ryttere har bare høvlet den ene sejr efter den anden ind på det belgiske storholds i forvejen bugnende sejrskonto, og de har til tider nærmest stået i kø for at sikre sig sejren i et givent løb.

Heller ikke i år ser den tendens ud til at ændre sig.

Se også: Oprejsning til storhold efter ydmygelse

I går vandt holdets hurtige belgier Gianni Meersman det mindre, belgiske endagsløb Handzame Classic, og igen i dag var der bid for det succesrige mandskab, da en anden hurtig belgier Iljo Keisse, kendt fra seksdages-banerne, var hurtigst i det hollandske løb, Ronde van Zeeland.

Keisses sejr i dag var holdets 18. sejr i sæsonen, og de mange sejre er fordelt på ni forskellige ryttere. Det vidner altså bare om en helt afsindig bredde på mandskabet.

I dag toppede Etixx-QuickStep dog lige sejren op med en fuldstændig suverænitet. For nummer to, tre og fire i løbet var såmænd også ryttere fra det belgiske mandskab, idet Niki Terpstra, Lukasz Wisniowski og Yves Lampaert susede ind over stregen efter deres sejrende holdkammerat.

Løbet blev i øvrigt ramt af en bunke udgåede ryttere, således var det kun 20 ryttere, der kom hele vejen til mål. Det danske mandskab Riwal havde ingen gennemførende rytter og Team Cult havde kun Troels Vinther hele vejen med til mål i et løb, der blev kørt i en strid vind og lave temperaturer.

Quickstep havde i øvrigt endnu en mand i Top 10, da Guillaume van Keirsbulck endte som nummer otte.

14 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere