Revser storhold efter nyt kiks: Desperationen lyser jo ud af dem!

Michael Rasmussen har ikke mange roser til overs for Lotto-Soudal, der rammer helt skævt i massespurterne og ikke er i nærheden af at true suveræne Marcel Kittel

Kittel er kanon, men hvor er Andre Greipel henne? Foto: AP
Kittel er kanon, men hvor er Andre Greipel henne? Foto: AP
Følg Cykling

Der kan efterhånden ikke være særlig megen gevinst i at spille på Marcel Kittel som vinder af en sprinteretape i Tour de France.

Den tyske supersprinter har bare vist sig mere og mere suveræn i årets massespurter.

Der er blevet kørt fem af slagsen. Fire af dem har Kittel nuppet, mens han i den femte spurt blev forhindret i at nå helt frem på grund af styrt kort inden mål. Så der har stået Kittel på alt.

Og naturligvis var det også tyskeren, der strøg først over stregen i Bergerac, mens alle hans konkurrenter måtte nøjes med at betragte tyskerens baghjul fra afstand.

Ekstra Bladets cykelekspert Michael Rasmussen har nu selv forladt årets Tour de France, men følger naturligvis stadig med på tæt hold. Og inden længe får Ekstra Bladets læsere glæde af ham, når han sidder klar til at svare på spørgsmål under bjergetaperne senere på ugen.

Han fandt ikke mange højdepunkter på en 'tam' sprinteretape og konstaterer, at det meste af feltet næppe har haft en spændende dag på cyklen

- Det er dødsygt at sidde i feltet for folk, der ikke skal noget i dag. De sidder bare og venter på, at dagens etape er overstået. For feltet har det her været en ekstra halv hviledag, og der er nok mere af samme skuffe i morgen.

Selvom feltet nærmer sig kysten i morgen, så tror Kyllingen ikke, at det får konsekvenser for morgendagens etape

- Det kræver mere vind end i dag, uanset hvor tæt de kommer på kysten. Lige nu er det bare Kittel og alle de andre, konstaterer eksperten.

Her følger Michael Rasmussens Top og Flop fra dagens etape:

Dagens Flop:
Lotto-Soudal

- Jeg synes, desperationen lyser ud af Lotto i de spurter. De har jo fortsat intet vundet i årets Tour, og i dag vinder de vel heller ikke andet end en bøllehat.

- Det er så tydeligt at se, at de er desperate. De fører fuldstændig i bund ved fem km mærket og ind. Men de når at blive kørt fuldstændig tynde, inden de når ind på den sidste halvanden kilometer. Det er alt, alt for tidligt.

- Når man kender deres topsprinter Andre Greipel, så ved man, at han skal lanceres i tophastighed, hvis han skal vinde sine spurter. Det er dumt, at de ikke kan finde ud af det.

- Deres muligheder begynder at forsvinde, for så mange spurter er der heller ikke tilbage i årets Tour. De laver fejl, som de normalt ikke gør. Det er jo rutinerede folk, der har prøvet det mange gange før, men i dag ender de med Greipel udenfor Top 10. De kan kollektivt godt få dagens flop, siger Rasmussen.

Dagens top:
Dagens to udbrydere, Elie Gesbert og Yoann Offredo

- Under normale omstændigheder skulle Marcel Kittel have dagens top for endnu en flot sejr, men jeg synes, jeg vil give fidusbamsen til de to udbrydere.

- De får den alene af den årsag, at de har mod på at kaste sig ud i 170 kilometers dødsdømt udbrudsforsøg. To mand har ingen chance for at holde hjem overhovedet, så at de alligevel forsøger, er prisværdigt.

Stor-ydmyger konkurrenterne: Hvem kan slå den mand?

Mandag satte han ild til Tour-hotellet - Tirsdag er han i udbrud

Folk med høj uddannelse, der opfører sig top-idiotisk

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.