Riis ærgrer sig over Contador: Du kunne have vundet Touren igen

- Der var så meget hype og opmærksomhed omkring ham ved hvert eneste løb, han stillede til start, så jeg fortryder bestemt ikke, at jeg fik ham til holdet, lyder skudsmålet for Bjarne Riis efter nyheden om Alberto Contadors karrierestop

Alberto Contador og Bjarne Riis havde et tæt samarbejde. Foto: AP.
Alberto Contador og Bjarne Riis havde et tæt samarbejde. Foto: AP.

’El Pistolero’ har skudt med skarpt adskillige gange i sin strålende cykelkarriere, men snart kan han lægge seksløberen væk i hylsteret for altid. Den spanske cykelstjerne, stjernen over dem alle, Alberto Contador brugte nemlig mandagen på at meddele, at han indstiller sin cykelkarriere, når sæsonen sidste store etapeløb Vuelta a Espana slutter i Madrids gader 10. september.

Dermed kommer vi til at måtte undvære en af sportens allerstørste stjerner, som i mere end 10 år har tegnet sporten udadtil, som har vundet, hvad der var at vinde, og måske ikke længere har motivationen til at fortsætte det samme sejrstogt.

Se også: For sidste gang nogensinde: 'Her er det eneste sted, jeg kan stoppe'

Spanieren fylder 35 6. december i år, men selvom han ikke ligefrem er nogen ung vårhare længere, så ærgrer spanierens tidligere boss sig. Bjarne Riis havde gerne set sin tidligere kaptajn på Team SaxoBank fortsætte karrieren. Det giver han udtryk for, da Ekstra Bladet fanger ham over telefonen.

- Var det her dette rette tidspunkt at stoppe karrieren på for Contador?

- Nej, det synes jeg ikke. Det er ærgerligt, han stopper nu. Jeg tror, der er mere i ham. Han kunne stadigvæk have været med til at køre om sejren. Hvis han gjorde det ordentligt, forberedte sig ordentligt, så var det bestemt muligt.

- Så du tror, han stadig kunne have vundet Touren, hvis han var fortsat med karrieren?

- Han er en af de få, der kunne have gjort det. Jeg siger ikke, han ville vinde Touren, men jeg tror, han kunne have gjort det. Hvis han havde grebet tingene anderledes an, så var det muligt. Men det er noget, der står for min egen regning, for vi får ikke svaret på det.

- Når du ser tilbage på hans imponerende karriere, hvad tænker du så om det, han har præsteret?

- Der er jo ikke noget, han mangler at vinde, og han er i mine øjne den bedste cykelrytter, vi har haft i meget lang tid. Han er et kæmpe-talent. Et af de største jeg har set. Og han er en mand, der har tjent sporten godt længe. Han var ikke bange for at angribe, så kan man altid diskutere, hvor velovervejet det var. Men sådan så han det ikke. Han kører jo på instinktet, og han kunne skabe det drama, som vi godt kan lide, fortæller Riis.

- Du havde selv et par år som chef på ham, da I var sammen med på Team SaxoBank. Hvordan var han som type. Var han en, der lyttede til de råd, som du gav ham?

- Nej, det var han ikke. Det er derfor, jeg siger, at jeg tror, han kunne have gjort det bedre de seneste par år, hvis han havde lyttet og taget imod råd. Men når det er sagt, så er det jo ikke fordi, han slet ikke lyttede. Jeg tror, jeg var en af de få, som han lyttede til. Han gjorde bare ikke alt, hvad jeg sagde, siger Riis.

- I den tid, I var sammen på cykelholdet, føler du så, han var det hele værd. At I fik det ud af ham, som I ville?

- Han var det hele værd. Det var han helt bestemt. Han fik så også mange penge for at køre hos os, men hvordan gør du det op i? Han VAR det hele værd for os. Der var så meget hype og opmærksomhed omkring ham ved hvert eneste løb, han stillede til start, så jeg fortryder bestemt ikke, at jeg fik ham til holdet, lyder skudsmålet for Bjarne Riis.

Officielt står spanieren noteret for tre sejre i Vuelta a Espana, to sejre i Giro d’Italia og to sejre i sportens største løb Tour de France. Han står noteret for mere end 60 sejre i sin professionelle karriere. Contador er manden med CV’et, som alle cykelryttere misunder. Der er vist ikke megen grund til ærgrelse.
 

BLÅ BOG: Cykelrytteren Alberto Contador

Cykelrytteren Alberto Contador meddelte mandag, at han slutter sin karriere 10. september.

Navn: Alberto Contador Velasco

* Født: 6. december 1982 i Madrid-bydelen Pinto (34 år)

* Kælenavn: El Pistolero

* Hold: Trek

* Største sejre:

- Tour de France-vinder: 2007 og 2009

- Giro d'Italia-vinder: 2008 og 2015

- Vuelta a España-vinder: 2008, 2012 og 2014

* Hold:

- 2003-2006: Once-Eroski/Liberty Seguros

- 2007: Discovery Channel

- 2008-2010: Astana

- 2011-: Saxo Bank-Sungard/Tinkoff-Saxo.

* Blev i Tour de France 2010 testet positiv for dopingstoffet clenbuterol. Blev først frikendt af det spanske cykelforbund og siden i 2012 - efter mange udsættelser - idømt to års karantæne af sportsdomstolen CAS.

* Blev frataget Tour de France-sejren 2010 og Giro d'Italia-sejren 2011 på grund af dopingsagen. Karantænen udløb tidligt i august 2012.

Se også: Alberto Contador indstiller karrieren

Se også: Rystet 'Kylling' helt tæt på ballade: Romerlys landede på sæderne

Chris Froome hæver Tourens største check på 500.000 kroner for at vinde løbet. Foto: AP/Christophe Ena Sport og Spil Tror du, Tour-rytterne scorer kassen? Så tro om igen!

Det franske hold poserer før Touren 1950 med den amerikanske skuespiller og instruktør Orson Welles. Louison Bobet ses i den franske mesterskabstrøje, mens Raphaël Géminiani står to pladser til højre for Bobet. Foto: ROGER-VIOLLET. Sport og Spil 'Den store kanon' gik af: Angreb Tour-gigant med gaffel

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen